Gå til sidens indhold

Sammenlignelighed

Kontaktinfo

Befolkning og uddannelse, Personstatistik.
Iben Birgitte Pedersen
23 60 37 11

ipe@dst.dk

Hent som PDF

Tilbagefald til kriminalitet

Statistikken er siden 2007 udarbejdet på samme datagrundlag og er derfor på det overordnede plan sammenlignelig over tid.

Nogle typer af opgørelser findes ikke for alle år.

Der findes ikke international sammenlignelig statistik.

International sammenlignelighed

Flere lande udarbejder tilbagefaldsstatistik, men metoder og definitioner varierer. Der findes derfor ikke direkte international sammenlignelig statistik.

Sammenlignelighed over tid

Statistikken er siden 2007 udarbejdet på samme datagrundlag og er derfor på det overordnede plan sammenlignelig over tid.

Fra og med 2008 er der suppleret med oplysninger om uddannelsesniveau og fra og med 2009 med oplysninger om tidligere kriminalitet.

Som følge af lovændringer eller ønsker om belysning af særlige lovovertrædelser kan der løbende ske ændringer i inddelingen af lovovertrædelserne.

Bøder under 2.500 kr. for overtrædelse af færdselsloven er ikke med i registret fra og med 2012. Før dette tidspunkt var grænsen på 1.500.

Statistikkens sammenlignelighed over tid for især antallet af personer med domme for færdselslovsovertrædelser og særlovsovertrædelser kan være påvirket af politiets aktivitet i form af fx hastighedskontroller eller indsatser i nattelivet. En stigning i antallet af personer med domme på disse områder behøver derfor ikke være udtryk for et stigende antal lovovertrædere, men at en større del af dem konstateres og registreres.

Sammenhæng med anden statistik

Statistikken bygger på samme datagrundlag som statistikken Domme. I Domme er enheden den strafferetlige afgørelse, mens den i Tilbagefald til kriminalitet er de personer, der i et givet år er løsladt fra afsoning eller har fået en fældende strafferetlig afgørelse.

Domme omhandler alle strafferetlige afgørelser, mens Tilbagefald til kriminalitet kun omhandler personer, der har fået en fældende afgørelse, dvs. personer, der er fundet skyldige.

Tilbagefald til kriminalitet omfatter desuden kun personer, der har et dansk personnummer og kun personer, der har befundet sig i Danmark i hele opfølgningsperioden, mens Domme også omfatter afgørelser vedr. personer, der efterfølgende er udvandrede eller døde samt turister og andre uden dansk CPR-nummer.

Intern konsistens

Data er internt konsistente.