Relevans
Kontaktinfo
Konjunkturstatistik, ErhvervsstatistikMajbrit Holst og Nanna Nikander Nonboe-Nygaard
20 56 39 57
Hent som PDF
Statistikken er relevant for bl.a. overnatningsvirksomheder, Eurostat, kommuner og regioner, ministerier samt erhvervs- og turismeorganisationer som grundlag for prognoser, analyser og planlægningsformål. Statistikken er under konstant udvikling, eftersom brugerbehovet ændres i takt med, at turismesektoren undergår forandringer såsom tilkomsten af deleøkonomiske platforme som AirBnB.
Brugerbehov
Statistikkens primære brugere er overnatningsvirksomheder, der kan bruge data til at sammenligne deres egen virksomheds udvikling med den generelle udvikling på området. Yderligere bruges data af Eurostat, kommuner og regioner, fagpersoner fra ministerier, erhvervs- og turismeorganisationer samt forskere. Ligeså gør studerende, medier og skoleelever også brug af data.
Brugertilfredshed
Der afholdes ekspertudvalgsmøde ca. hvert halve år med relevante interessenter fra branchen. Her har deltagerne mulighed for at få viden om de nyeste tiltag inden for området samt diskutere den nuværende statistik og eventuelle forbedringer heraf.
Fuldstændighed af data
Statistikken opfylder ikke fuldt ud den gældende EU-forordning. I den månedlige statistik er den nuværende cut-off-grænse på 40 sengepladser eller derover for høj, eftersom kravet fra EU er 10 sengepladser eller derover. Forskellen i cut-off-grænser skyldes et ønske fra Danmarks Statistik om at mindske indberetningsbyrden for de små og mellemstore virksomheder, som ifølge en undersøgelse af mindre hoteller o.l. samt campingpladser kun dækker ca. 5 pct. af det årlige antal overnatninger på hoteller, feriecentre, vandrerhjem mv. I den årlige statistik er cut-off-grænsen dog på 10 enheder, som EU-forordningen kræver. Yderligere kræver forordningen, at der indsamles data vedrørende antal ankomster fordelt efter nationalitet. På nuværende tidspunkt indsamles kun data om ankomster fordelt på udenlandske og danske ankomster. Eurostat modtager derfor kun et estimat på nationalitetsfordelingen af ankomsterne, ligesom der ikke er ankomsttal fordelt på nationalitet tilgængelige i Statistikbanken, men kun fordelt på hhv. danske og udenlandske ankomster.
Overnatninger foretaget via Airbnb o.l. ikke er medtaget i overnatningsstatistikken.