Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte
Kontaktinfo
Offentlige Finanser, Økonomisk Statistik.Jonas Foged Svendsen
21 34 73 19
Hent statistikdokumentation som pdf
Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte 2023
-
Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte 2022
-
Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte 2021
-
Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte 2018
-
Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte 2017
-
Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte 2016
-
Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte 2015
-
Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte 2014
-
Offentlige miljøudgifter og -indtægter 2013
-
Offentlige miljøudgifter og -indtægter 2012
Statistikken Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte sætter tal på den offentlige sektors udgifter og indtægter i forbindelse med netop miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte. Tallene anvendes blandt andet til politiske beslutninger på miljøområdet, miljøøkonomiske analyser samt internationale sammenligninger af de forskellige EU-landes miljøindsatser. Statistikken går tilbage til 1995 og er en del af det grønne nationalregnskab.
Indhold
Statistikken er en årlig opgørelse og har tre fokusområder: miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte. Miljøbeskyttelse består bl.a. af udgifter til offentlig miljøforvaltning, administration og forskningsbaseret myndighedsbetjening. De grønne afgifter er afgifter hvor formålet er at begrænse forurening og ressourceforbrug, mens miljøstøtten er sammensat af subsidier, løbende overførsler, investeringstilskud og kapitaloverførsler hvor formålet er at støtte miljøfremmende aktiviteter. Statistikken fordeles på stat, kommuner, regioner og offentlige virksomheder.
Statistisk behandling
Datagrundaget består af regnskaber fra stat, kommuner, regioner og offentlige virksomheder, som er kodet til nationalregnskab ud fra manualen for det Europæiske Nationalregnskabssystem (ESA2010) og lagret i DIOR (Database for Integrerede Offentlige Regnskaber). På baggrund af grundige analyser af finansloven, kommunernes og regionernes kontoplaner udarbejdes en udtræksliste, som fastlægger, hvilke udgifter og indtægter, der skal trækkes fra DIOR til statistikkens tabeller. De udtrukne poster fordeles og aggregeres efter miljøformål, miljøkategori, realøkonomisk art og sektor.
Læs mere om statistisk behandling
Relevans
Tallene i denne statistik er blandt andet relevante i forbindelse med politiske beslutninger på miljøområdet, miljøøkonomiske analyser samt internationale sammenligninger af de enkelte EU-landes miljøindsatser. De mest oplagte brugere af statistikken er forskellige ministerier, styrelser og organisationer samt diverse medier og forskningsinstitutioner. Via kontaktudvalget for miljøøkonomiske regnskaber og statistikker får Danmarks Statistik oplysninger om brugernes behov og tilfredshed.
Præcision og pålidelighed
De grønne afgifter skønnes at være mere præcise af de tre områder i statistikken. Der er en række kilder til usikkerhed ved statistikken. Disse er fx: fejlposteringer i de offentlige regnskaber, risikoen for oversete regnskabsposter, risikoen for fejlagtigt medtagne regnskabsposter, muligheden for fejlklassifikation samt usikkerhed i forbindelse med skøn over miljøandelen af forskellige konti i de offentlige regnskaber. Endvidere beror branchefordelingen af grønne afgifter og miljøstøtte på en række antagelser, som også er behæftet med usikkerhed.
Læs mere om præcision og pålidelighed
Aktualitet og punktlighed
Statistikken offentliggøres årligt en måned efter offentliggørelsen af regnskaberne for de offentlige finanser. Tallene følger Nationalregnskabets revisionsrytme og bliver først endelige tre år efter afsluttet regnskabsperiode. Statistikken offentliggøres normalt uden forsinkelse i forhold til det annoncerede tidspunkt.
Læs mere om aktualitet og punktlighed
Sammenlignelighed
Tallene i denne statistik er sammenlignelige med anden statistik på flere forskellige måder. Via indberetninger til Eurostat gøres tallene sammenlignelige med de øvrige EU-lande i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 691/2011 om europæiske miljøøkonomiske regnskaber. Tallene er sammenlignelige over tid, og endelig er tallene sammenlignelige med andre tal inden for den nationalregnskabsmæssige ramme.
Tilgængelighed
Statistikken offentliggøres i Nyt fra Danmarks Statistik. I Statistikbanken findes tallene under Grøn økonomi. Derudover indgår statistikken i Grønt Nationalregnskab samt i publikationen Statistisk Tiårsoversigt.