Gå til sidens indhold

Materialestrømsregnskab

Materialestrømsregnskaberne kan bruges til at beskrive og forstå interaktionen mellem landets økonomi og forbruget af naturressourcer. I Materialestrømsregnskabet opgøres vægten af de materialer, der bruges i landets økonomi som helhed. Derudover estimeres den samlede mængde ressourcer, der globalt set indvindes for at producere de materialer og varer der bruges i økonomien ved brug af råstofækvivalenter. Materialestrømsregnskabet opgjort i vægt er udarbejdet siden 2014 og indeholder offentliggjort data fra 1993 og frem. Materialestrømsregnskabet opgjort i råstofækvivalenter findes fra 2008 og frem.

Indhold

Materialestrømsregnskabet er en årlig opgørelse over vægten af dansk ressourceindvinding, samt import og eksport af varer og naturressourcer fordelt efter materialetyper, mens råstofækvivalenterne angiver mængden af råstoffer, der globalt set er anvendt for at kunne producere de varer, der indgår i Materialestrømsregnskabet. I begge regnskaber opgøres også tre afledte indikatorer, nemlig direkte materialeinput, indenlandsk materialeanvendelse og fysisk handelsbalance. Råstofækvivalenterne opgøres derudover for importerede og eksporterede varer og tjenester.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Materialestrømsregnskabet sammenstilles på basis af interne kilder for dansk ressourceudvinding og import og eksport af varer. Opgørelsen af ressourceækvivalenterne er baseret på modelberegninger.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Materialestrømsregnskabet og råstofækvivalenterne er relevant for alle, der ønsker oplysninger om sammenhængen mellem økonomi og anvendelse af naturressourcer. Resultaterne er relevante i forhold til analyser af bæredygtigt ressourceforbrug, idet den indenlandske materialeanvendelse indgår som indikator for to af FN’s bæredygtighedsmål. Regnskabet efterspørges bl.a. af ministerier, styrelser, konsulentvirksomheder. Regnskabet indgår i de europæiske miljøøkonomiske regnskaber, der indsamles af Eurostat.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Det overordnede materialestrømsregnskab bygger på en række velunderbyggede officielle statistikker. Men oplysningerne om vægt for de forskellige materialetyper beror i en del tilfælde på omregningsfaktorer fra andre enheder, hvilket giver usikkerhed. Desuden er råstofækvivalenterne baseret på en forholdsvis ny beregningsmetode, der involverer modelberegninger og en lang række antagelser og skøn. Disse tal er derfor forbundet med større usikkerhed og udtrykker først og fremmest størrelsesordener.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Statistikken offentliggøres tre år og tre måneder efter referenceperiodens afslutning. Statistikken offentliggøres normalt uden forsinkelser i forhold til det planlagte tidspunkt.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Materialestrømsregnskabet følger FN’s standard for miljøøkonomiske regnskaber, System of Environmental Economic Accounting (SEEA). Regnskabet er derfor sammenligneligt med andre landes Materialestrømsregnskaber, der følger samme retningslinjer.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken udgives i Nyt fra Danmarks Statistik om Materialestrømsregnskab. I Statistikbanken offentliggøres tallene under Materialer og affald. Statistikken formidles desuden på statistikkens emneside.

Læs mere om tilgængelighed