Statistisk behandling
Kontaktinfo
Arbejde og Indkomst, PersonstatistikMikkel Zimmermann
51 44 98 37
Hent som PDF
Statistikken er baseret på årlige indberetninger fra lønmodtagerorganisationer om antallet af medlemmer pr. 31. december, der er tilknyttet arbejdsmarkedet. Data valideres typisk ved at sammenholde årets indberetninger med de tidligere års indberetninger for hver organisation. Fra og med opgørelsen pr. 31/12 2023 indberettes de totale medlemstal pr. organisation ligeledes. Disse totaler sammenholdes så med det indberettede antal af medlemmer med arbejdsmarkedstilknytning pr. organisation for at sikre en passende sammenhæng.
Kilder
Statistikken er baseret på årlige indberetninger fra de tre hovedorganisationer, der hver især indberetter oplysningerne for deres medlemsorganisationer. Lønmodtagerorganisationer/fagforeninger, der ikke er medlem af en hovedorganisation, indberetter derimod selvstændigt til Danmarks Statistik.
Indsamlingshyppighed
Der skal indberettes årligt til statistikken.
Indsamlingsmetode
Ca. en måned efter referencetidspunktet, som er 31. december, sendes en e-mail til de indberetningspligtige med svarfrist ca. to måneder efter referencetidspunktet. I mailen anmodes om indberetning af antallet af medlemmer fordelt på køn, der er tilknyttet arbejdsmarkedet, dvs. eksklusiv medlemmer, der er studerende, selvstændige, fuldtids-efterlønsmodtagere eller pensionister. Fra og med indberetningen for den 31/12 2023 blev de indberetningspligtige organisationer ydermere bedt om at indberette antallet af medlemmer i alt, altså inkl. medlemmer uden arbejdsmarkedstilknytning. P.t. anvendes disse totaltal pr. lønmodtagerorganisation alene til valideringsformål, da det udelukkende er antallet af medlemmer med arbejdsmarkedstilknytning, der offentliggøres i Nyt fra Danmarks Statistik og i Statistikbanken. De indberetningspligtige er hovedorganisationerne (FH, AC og Ledernes Hovedorganisation) og de enkelte lønmodtagerorganisationer, der står uden for hovedorganisationerne.
Datavalidering
Indberetningerne valideres ved at sammenligne tallene med forrige års tælling. Fra og med opgørelsen pr. 31/12 2023 indberettes de totale medlemstal pr. organisation ligeledes. Hvis en lønmodtagerorganisations niveau har ændret sig væsentligt i forhold til det foregående år, eller hvis forholdet mellem medlemmer i alt og medlemmer med arbejdsmarkedstilknytning ser mærkeligt ud, så kontaktes respondenten. Denne kontakt kan medføre revisioner i medlemstallene. Disse revisioner kan også vedrøre antallet af medlemmer for tidligere offentliggjorte år.
Databehandling
Umiddelbart efter udløb af indberetningsfristen udsendes rykker. Hvis indberetning ikke sker inden statistikken offentliggøres, kan lønmodtagerorganisationens medlemstal imputeres ud fra oplysninger fra det foregående år. Det er dog flere år siden at det har været nødvendigt at foretage disse imputeringer.
Korrektion
Der laves ikke korrektioner af data, udover hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.