Gå til sidens indhold

Sammenlignelighed

Kontaktinfo

Fødevareerhverv, Erhvervsstatistik
Mona Larsen
24 81 68 47

mla@dst.dk

Hent som PDF

Kvægbestanden

Statistikken er i sin nuværende form, fuldt ud sammenlignelig fra og med første kvartal 2008. Der er derudover meget høj sammenlignelighed med tidligere opgørelser af kvægbestanden. Dertil er der stor sammenlignelighed med Landbrugs- og gartneritællingen, som medtager alle bedrifter på mindst 5 hektar. Da statistikken er forordningsbestemt, er der også høj grad af sammenlignelighed med andre EU-lande, der leverer tilsvarende statistikker til Eurostat.

International sammenlignelighed

Data for samtlige EU-lande kan findes på Eurostats hjemmeside . Alle EU-lande er underlagt samme forordning, således at statistikkerne produceres efter fælles retningslinjer og principper. Danmark Statistik leverer hvert halve år nogle særlige aggregeringer af data til Eurostat, som ikke offentliggøres nationalt.

Sammenlignelighed over tid

Kvægbestanden har været opgjort for hele landet siden 1946 efter forskellige opgørelsesmetoder, men er i sin nuværende form fuldt ud sammenlignelig fra og med første kvartal 2008.

Før 2008 blev den samlede kvægbestand estimeret ved at koble identifikationsnumre fra kvægregistrene med det landbrugsstatistiske registersystem og de matchende bedrifter ratioestimeret med basis i landbrugets tællingsregister. Hver bedrift havde en opregningskoefficient, der var skabt i forbindelse med stratificering og udvælgelse af stikprøven til landbrugs- og gartneritællingen.

Ved beregningen af de mellemliggende kvægbestande, mellem de årlige landbrugs- og gartneritællinger, blev anvendt som udgangspunkt de oplyste CHR-numre for landbrugs- og gartneritællingen. Hvis numrene umiddelbart blev fundet i CHR-registret på tællingsdagen, var kvægbestanden kendt. Hvis CHR-nummeret fra landbrugs- og gartneritællingen ikke blev fundet, antog man at besætningen var ophørt og den blev medtages med et nul. Kvægbestanden på de nytilkomne besætninger, fra CHR-udtrækket ved landbrugs- og gartneritællingen til det aktuelle opgørelsestidspunkt, blev inddraget som en forøgelse af kvægbestanden for den matchende del af besætningerne.

I 2003 blev drægtige kvier udvidet til at omfatte. Kvier, der er erklæret drægtige, Kvier, der er insemineret indenfor tre måneder og Kvier, der er insemineret for mere end tre måneder siden.

I 2000 gik statistikken fra at være skemabaseret til at anvende administrative registre. I den forbindelse viste det sig, at andelen af Drægtige kvier i forhold til Kvier i alt var væsentlig forskellig fra tidligere. Årsagen til den store forskel var forskellige definitioner af drægtige kvier mellem den skemabaserede opgørelse og den registerbaserede. For den skemabaserede var drægtige kvier defineret som; ”alle kvier, der var løbet eller insemineret”, mens at i Kvægdatabasen omfattede drægtige kvier, de kvier, der efter inseminering er konstateret at være drægtige.

Derudover viste det sig, at sammenligning af dyrenes alder var et forhold, hvor der var en tydelig ændring. Handyr og kvier fandtes i højere grad i de ældre aldersgrupper i CHR. Forklaringerne kan være flere. Hvis kvægavleren ved de tidligere kvægtællinger udfyldte skemaet senere end tællingsdagen, uden at korrigere for hændelser efter tællingsdagen, vil dyrene af den grund være en anelse hyppigere i de yngre aldersgrupper, mens der er en tendens til at dyrene er lidt længere i registret. Disse forhold er ikke væsentlige, når opgørelser efter samme metode sammenlignes.

I 1980 blev kvierne delt i Drægtige og Ikke drægtige. Oplysningen om andelen af drægtige kvier anvendes til prognosebrug. I 1976 blev kalvene aldersopdelt yderligere i halvårsgrupper. I 1974 ændres såvel opgørelsesmetode som tællingsgrupper for at bringe det danske system i overensstemmelse med EF-direktiverne. Tællingsgrupperne blev i den forbindelse udvidet med oplysninger om alder og køerne blev inddelt i Malkekøer og Ammekøer. I 1946 kom statistikken til at omfatte hele landet, mod tidligere kun landkommuner.

Sammenhæng med anden statistik

Hvert år offentliggøres Landbrugs- og gartneritællingen, hvor antallet af kvæg opgøres på samme niveau som denne statistik. Se statistikbanktabellerne:

  • HDYR1: Husdyrbestanden efter areal, enhed og art
  • HDYR2: Husdyrbestanden efter enhed og besætningsstørrelse
  • HDYR07: Husdyrbestanden efter område, enhed og art

Forskellen mellem Kvægbestanden og Landbrugs- og gartneritællingen er, at Landbrugs- og gartneritællingen er baseret på en stikprøve over landbrugsbedrifter på mindst 5 hektar eller en produktion mindst svarende hertil, mens Kvægbestanden er en total opgørelse over alt kvæg i Danmark. Se statistikdokumentation for Landbrugs- og gartneritællingen for yderligere information.

Intern konsistens

Ikke relevant for denne statistik.