Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Konjunkturstatistik, Erhvervsstatistik
Simon B. Halifax
51 29 21 91

sbh@dst.dk

Hent som PDF

Konjunkturbarometer for detailhandel (Afsluttet)

Der indsamles hver måned konjunkturbarometeroplysninger fra en stikprøve på ca. 1.400 detailhandelsvirksomheder, inklusive autobranchernes engros-led. Der indberettes via en online blanket på http://www.Virk.dk eller på papirskema. Oplysningerne er overvejende kvalitative omkring ændringer i omsætning, beskæftigelse, lagre, ordre osv. De indsamlede data opregnes fra stikprøven til den samlede population vægtet ud fra beskæftigelsesoplysninger, og fordelt på branche- og størrelsesgrupperinger. Indikatorer med sæsonmønster korrigeres herfor.

Kilder

Statistikken er spørgeskemabaseret. Det Erhvervsstatistiske register anvendes til generering og opdatering af stikprøven af virksomheder. Undersøgelsen udføres som en panelbaseret stratificeret stikprøve på ca. 1400 virksomheder som repræsenterer omkring 48 pct. af samtlige ansatte inden for undersøgelsens strata. Pga. frafald opdateres stikprøvepanelet en eller to gange årligt. Typisk suppleres der med 350-400 virksomheder ved disse opdateringer.

Stikprøven er stratificeret i branchegrupper og størrelsesgrupper.

Branchegrupperne er:

  • Bilhandel inkl. engroshandel (45.1)
  • Bilværksteder mv. (45.2-45.4)
  • Handel med fødevarer, drikke- og tobaks- varer (47.1, 47.2 og 47.8)
  • Tankstationer (47.3)
  • Anden detailhandel (47.4 - 47.7, 47.9)

Størrelsesgrupperne er (målt i årsværk-ansættelser):

  • Over 25 ansatte: Alle virksomheder, der ønsker at deltage udvælges
  • 10 til 24 ansatte: Tilfældigt udvalg af virksomheder
  • 5 til 9 ansatte: Tilfældigt udvalg af virksomheder

Indsamlingshyppighed

Data indsamles månedligt over de første 2-3 uger af tællingsmåneden.

Indsamlingsmetode

Data indsamles ved to metoder. Enten ved papirskema der udsendes med svarkuvert, eller der udsendes e-mail med besked om, at det er tid at logge ind på http://www.Virk.dk for at indberette på online-skema. Indberetterne tilskyndes at indberette online, og har man i en måned indberettet online, sendes der ikke papirskema i næste måned, men ovennævnte e-mailbesked.

Såfremt der ikke er indberettet rettidigt, sendes der omkring den 13. i måneden en påmindelse ud pr. brev med ny indberetningsfrist sat til omkring den 20. i måneden

Svarprocenterne er på omkring 76 pct. Typisk indløber to tredjedele af besvarelserne før svarfristens udløb, der ligger omkring den 6. i måneden. Den resterende tredjedel af besvarelserne, der indløber i de to efterfølgende uger, medregnes i statistikken.

Vejledning i indberetning kan findes på informationssiden.

Datavalidering

Fejlsøgningen af de indkomne spørgeskemaer er på grund af undersøgelsens karakter, hvor besvarelsen primært er simpel afkrydsning, relativt ukompliceret og består alene af en kontrol vedrørende omfanget af besvarelsen. Besvarelserne på returnerede papirskemaer scannes automatisk. Besvarelser som afvises i den automatiske scanning håndteres ved manuel indtastning. Ved Online-besvarelse er der lagt rutiner ind i indberetningssystemet http://www.Virk.dk, der tjekker at alle felter er udfyldt, og advarer indberetteren hvis ikke. Visse spørgsmål kan stå ubesvaret med vilje fra indberetterens side og der foretages ikke yderligere validering.

Kompensation for bortfald er indarbejdet i opregningen, hvor det indberettede materiale opregnes så det svarer til den samlede stikprøves gennemsnit.

I statistikopgørelsen undersøges datagrundlaget for eventuelle fejl, hvis der en måned viser sig store ændringer i de overordnede totaler eller branchetotalerne. Men typisk skyldes store ændringer at flere større virksomheder ændrer vurdering i samme retning, eller at enkelte større virksomheder ikke har svaret den pågældende måned.

Databehandling

Virksomhedernes svar vægtes med deres respektive beskæftigelse målt på fultidsansatte. De indkomne besvarelser inden for et stratum fordeles procentmæssigt på besvarelserne stigende, uændret og faldende således at de summer til 100 pct. Gruppen af virksomheder inden for et stratum som ikke har svaret en given måned tildeles samme procentfordeling som gruppen af virksomheder der har svaret, og tæller altså neutralt med.

Herfra opregnes stikprøvens strata til hele målpopulationen vægtet efter antal fuldtidsbeskæftigede inden for hver branchegruppering.

Konjunkturindikatoren for en given variabel beregnes som nettotal, dvs. differencen imellem procentandelen af virksomheder (vægtet med antal ansatte), der har svaret stigende og svaret faldende. Nettotallene siger intet om størrelsen af væksten eller tilbagegangen, men indikerer blot, at der forventes en fremgang eller tilbagegang af en overvægt af virksomheder på så mange procent som nettotallet angiver.

Sammensat konjunkturindikator: På basis af et simpelt gennemsnit af vurderingen af faktisk salg og forventet salg samt vurdering af lagerbeholdningen beregnes den sammensatte konjunkturindikator, der betragtes som et nøgletal for sektorens aktuelle situation. Faktisk salg vurderes som udviklingen over de seneste tre måneder. Forventet salg vurderes som den forventede udvikling over de kommende tre måneder inklusive tællingsmåneden. Lagerbeholdningen vurderes ultimo sidste måned og indgår i gennemsnittet med negativt fortegn, idet en lagerbeholdning over normalt antages at være et negativt konjunkturtegn og vice versa.

Korrektion

Sæsonkorrektion: Danmarks Statistik undersøger indikatorerne for sæsonmønster og korrigerer herpå på samlet Detailhandels-niveau (45+47) samt på underbrancherne Bilhandel (45) og Detailhandel ekskl. bilhandel (47). Hvis data er udpunktet (..) i statistikbanken betyder det, at der ikke er fundet sæson i serien.

Brudkorrektion: Indikatoren for lagerbeholdning i detailhandlen er brudkorrigeret pr august 2014. Bruddet opstod i anledning af overgang til nye svarformuleringer i spørgeskemaet. Læs videre i dokumentet Brudkorrektion af konjunkturbarometrene pr 2014. Hvis data er udpunktet (..) i statistikbanken betyder det, at der ikke er undersøgt for brud i serien, hvilket gælder for de to ovennævnte separate brancher 45 og 47.