Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Nationalregnskab, Økonomisk afdeling
Peter Rørmose Jensen
40 13 51 26

prj@dst.dk

Hent som PDF

Input-output tabeller

Opstillingen af input-output tabellen er baseret på "Det Europæiske Nationalregnskabssystem - ENS2010", der er en europæisk udgave af FN's "A System og National Accounts 2008". Datamæssigt er input-output tabellen med få undtagelser udelukkende baseret på nationalregnskabets tilgangs- og anvendelsesmatricer.

Kilder

Input-output tabellen er baseret på det endelige nationalregnskabs funktionelle system suppleret med nogle antagelser fastlagt i nationalregnskabssystemet ESA 2010. Det endelige regnskabs varebalancer er med få undtagelser den eneste kilde til input-output tabellerne. Eneste undtagelse udgøres af Bruttoværditilvæksten, som kan opdeles i komponenterne Branchefordelte lønninger, Branchefordelte andre produktionsskatter, netto samt Branchefordelt Bruttooverskud af produktion og blandet indkomst. Disse tre datasæt udarbejdes også i nationalregnskabet.

Indsamlingshyppighed

Input-output tabellerne offentliggøres årligt samtidig med den endelige årlige nationalregnskab.

Indsamlingsmetode

Ikke relevant for denne statistik.

Datavalidering

Input-output tabellernes fuldstændige integration med det endelige nationalregnskab betyder, at datavalideringen af input-output tabellerne først og fremmest består i at sikre, at alle data, som findes i begge statistikker, er ens.

Databehandling

Input-output tabellerne er næsten udelukkende baseret på de detaljerede produktbalancer i det endelige nationalregnskab. Når disse produktbalancer i løbende og foregående års priser er færdiggjort, fungerer de som input i processen, der opstiller input-output tabeller. Det arbejde der efterfølgende foregår, er i store træk blot en omorganisering i alle disse meget detaljerede oplysninger. Én central antagelse er dog nødvendig for at komme fra produktbalancer til input-output tabeller. Det er antagelsen om, at uanset til hvilken endelig anvendelse et produkt leveres, vil det blive leveret i samme relative forhold mellem branchefordelt dansk produktion og import. Ved at indføre denne ene men nødvendige antagelse bevæger beregningen sig væk fra egentlig statistik, som kan observeres i den virkelige økonomi.

Som et nyt tiltag beregnes ny importkorrigerede vækstbidrag ved hjælp af input-output metoden. Ved input-output metoden bruges input-output tabeller til at opgøre, hvor meget import de enkelte komponenter i den endelige anvendelse har givet anledning til såvel direkte som indirekte,. Herefter trækkes importen fra de enkelte komponenter i den endelige anvendelse, så netop de dansk producerede dele af den endelige anvendelse er tilbage. Disse komponenter, som tilsammen udgør det danske BNP, kan der slutteligt beregnes vækstbidrag på.

Korrektion

Input-output tabellerne udarbejdes til 100 pct. overensstemmelse med det endelige nationalregnskab, og i relation hertil er der derfor ikke brug for nogen korrektioner.