Præcision og pålidelighed
Kontaktinfo
Forskning, Teknologi og Kultur, ErhvervsstatistiskChristian Törnfelt
21 63 60 20
Hent som PDF
Slots- og Kulturstyrelsen har siden 2010 og 2012 foretaget en systematisk gennemgang af landets fredede bygninger, fortidsminder, ny- og affredninger for at give et mere præcist billede af området og dets udvikling over tid. Fredede bygninger, fortidsminder samt af- og ny-fredninger registreres løbende, og Danmarks Statistik modtager hvert år, sidste års opgørelser fra Slots- og Kulturstyrelsen, for at producere statistik på området.
Data som leveres, registreres manuelt. En ny- eller affredning af en enheder tager tid, så der kan være en vis forsinkelse før enheden registreres. Antallet af fredede bygninger eller fortidsminder i statistikken kan derfor afvige en smule fra virkeligheden. Dog vurderes det, at denne afvigelse ikke af særlig betydning, idet der ikke er nogen særlige udsving i af- og nyfredninger over tid og området generelt er stabilt.
Samlet præcision
Siden 2010 og 2012 har Slots- og Kulturstyrelsen foretaget en systematisk gennemgang af landets fredede bygninger og fredede fortidsminder. De får data fra BBR, så der kan indhentes tal på området. Det er første gang i bygningsfredningens historie, at der foretages en systematisk gennemgang af landets fredede bygninger.
Overordnet set er statistikken dækkende i forbindelse med fredede bygninger, fredede fortidsminder og af- og nyfredninger, da tallene indsamles systematisk. Dog er der visse forbehold, som brugere af statistikken skal være særligt opmærksomme på. Registreringen af fredede bygninger og fortidsminder foregår manuelt, og der kan derfor forekomme en vis forsinkelse i forbindelse med registering af en fredning, idet beslutningsprocessen tager tid.
Ud over forsinkelser, kan der forekomme overlap i data med fredede fortidsminder og fredede bygninger, f.eks. i forbindelse med middelalderruiner og –voldsteder. Dette skyldes, at der kan ligge en fredet bygning på et fredet fortidsminde f.eks. hvis en herregård er opført på et voldsted dvs. at der er to fredninger på den samme lokalitet.
Stikprøveusikkerhed
Ikke relevant for denne statistik.
Anden usikkerhed
Registreringen af de fredede bygninger foregår manuelt, så der er en vis forsinkelse, fra fredningsbeslutningen er taget, til den er indført i registeret. Der bliver bl.a. ikke registreret noget, før den lovfæstede fire ugers klagefrist er udløbet. Der kan også være fejl i koblingen mellem fredningsdata og de bygningsdata, der importeres via BBR.
Der er også usikkerheder i forhold til registrering af fredede fortidsminder. Her foregår registreringen også manuelt og der er en forsinkelse fra fortidsmindet besigtiges i marken til fredningen er indført i registeret.
Slots- og Kulturstyrelsen og BBR opgør fredede bygninger forskelligt. Hvor BBR har én fredning pr. lokalitet, kan Slots- og Kulturstyrelsen have flere fredninger på en lokalitet. For eksempel opgør Slots- og Kulturstyrelsen en firlænget gård som fire bygninger. I BBR registret kan en firlænget gård være tildelt et enkelt bygningsnummer, der dækker de fire længer. I andre tilfælde kan den have seks bygningsnumre, idet den ene længe kan have flere bygningsnumre, dele af to længer kan have et bygningsnummer osv. Derfor er der ikke sammenlignelighed mellem denne opgørelse og opgørelser udelukkende baseret på udtræk fra BBR.
Kvalitetsstyring
Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.
Kvalitetssikring
Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.
Kvalitetsvurdering
Data er sammenlignelig over tid, idet Slot- og Kulturstyrelsen leverer tallene, når de sidste fredningsbeslutninger for det pågældende år er taget. Tallene som bliver opgjort årligt og er derfor sammenlignelige over tid. Statistikken giver et billede af de arkitektoniske og bevaringsværdige bygninger i Danmark over tid. Brugere af statistikken som ønsker aktuelle tal om antal fredede bygninger, fortidsminder og ny- og affredninger kan tilgå statistikkerne.
Revisionspolitik
Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.
Praksis for revisioner
Der offentliggøres kun endelige tal.