Fravær fra arbejde
Kontaktinfo
Arbejde og Indkomst, PersonstatistikNete Nielsen
40 10 48 87
Hent statistikdokumentation som pdf
Formålet med fraværsstatistikken er at belyse den arbejdsindsats, der bortfalder på grund af fravær. Statistikken anvendes til at måle omfanget af fraværet samt til sammenligninger af fravær mellem sektorer og forskellige grupper af medarbejdere. Statistikken blev udarbejdet første gang i 2003 for den statslige sektor, mens fravær for kommuner og regioner er inkluderet siden 2005, og fra 2007 dækker statistikken også den private sektor.
Indhold
Fraværsstatistikken er en årlig opgørelse af ansattes fravær og måler de ansattes fraværsperioder, fraværsperiodernes længde og antal fraværstimer i de enkelte fraværsperioder. Fraværet sættes i forhold til de ansattes arbejdsomfang og opgøres således i både absolutte og relative mål. Fraværet opgøres fordelt på egen sygdom, børns sygdom, arbejdsulykke samt barsels- og adoptionsorlov. Statistikken opdeles på sektorer samt på medarbejdernes arbejdsfunktioner, uddannelsesniveau, branchetilhørsforhold, geografisk område, køn og alder. Endvidere opgøres egen sygdom på periodelængder.
Statistisk behandling
Der indsamles årligt fraværsoplysninger fra hele den offentlige sektor samt fra en stikprøve på ca. 2.600 private virksomheder med 10 ansatte og derover. Efter validering af fraværsdata bliver fraværet kædet sammen med det ansættelsesforhold, som personen har været fraværende fra. Indberetningerne til lønstatistikken bruges som kilde til ansættelsesforholdene. Fraværsoplysningerne fra den private sektor opregnes til totalpopulationen af virksomheder med 10 ansatte og derover.
Læs mere om statistisk behandling
Relevans
Fravær har både menneskelige og økonomiske omkostninger, som er en belastning for såvel lønmodtagere, arbejdsgivere og samfundet. Fraværsstatistikken er et redskab til opgørelse og sammenligning af fraværet mellem forskellige grupper af medarbejdere og kan danne grundlag for økonomiske og politiske beslutninger. Statistikken efterspørges bredt af ministerier, kommuner og regioner, private virksomheder, interesseorganisationer, forskere og nyhedsmedier.
Præcision og pålidelighed
Den statslige og kommunale/regionale sektor bygger på en total tælling. Det vil sige at alle lønmodtagere principielt indgår. Usikkerheden for disse sektorer er derfor ikke målbar og stammer primært fra målefejl.
Den private sektor bygger på en stikprøve på ca. 2600 virksomheder. Usikkerheden kan opdeles i stikprøveusikkerhed og de ikke målbare målefejl. Stikprøveusikkerheden for fraværsprocenten for egen sygdom på det overordnede niveau er bestemt med et 95 procents konfidensinterval til at svinge med omkring +/- 0,05 pct. Stikprøveusikkerheden for opdeling på undergrupper som fx køn eller branche ligger betydeligt højere.
Læs mere om præcision og pålidelighed
Aktualitet og punktlighed
Fraværsstatistikken offentliggøres på baggrund af indberetninger, der refererer til hele året. Statistikken offentliggøres årligt og under normale omstændigheder ultimo oktober året efter referenceåret. Statistikken for 2022 var dog forsinket og blev først offentliggjort ultimo december 2023. Statistikken publiceres normalt uden forsinkelse i forhold til det annoncerede tidspunkt.
Læs mere om aktualitet og punktlighed
Sammenlignelighed
Fraværsstatistikken for den statslige sektor dækker årene 2003 og frem, mens statistikken for kommunerne og regionerne blev publiceret første gang for året 2005. 2007 er første år, hvor der også publiceres data for den private sektor. Fra 2010 offentliggøres der tal for den kommunale og regionale sektor hver for sig.
Metoden og kvaliteten af data er især de første år løbende forbedret. Sammenligninger mellem sektorer og år de første år skal derfor tages med forbehold.
Tilgængelighed
De nyeste tal offentliggøres årligt i Nyt fra Danmarks Statistik og på statistikkens emneside. I Statistikbanken offentliggøres tal for fraværsstatistikken under emnet Fravær fra arbejde. Det er muligt at købe mere detaljerede data samt at få adgang til mikrodata gennem Danmarks Statistiks forskerordning.