Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Konjunkturstatstik, Erhvervsstatistisk
Majbrit Holst og Nanna Nikander Nonboe-Nygaard

turist@dst.dk

Hent som PDF

Feriehusudlejning

Statistikken om feriehusudlejning i Danmark er en månedlig og årlig opgørelse af danske feriehuse, der udlejes gennem udlejningsbureauer. Statistikken opdeles efter gæsternes nationalitet, samt geografisk efter regioner og landsdele. Dertil kommer en årlig opgørelse over kapaciteten af feriehuse til udlejning. Kommunefordelte tal udarbejdes i samarbejde med VisitDenmark.

Indholdsbeskrivelse

Formålet med statistikken er overordnet set at vise antallet af udlejede feriehuse og antallet af overnattende gæster.

De vigtigste variable er antallet af overnatninger, udlejede husuger, kontrakter og fremtidige bookinger fordelt efter gæstenationaliteterne Danmark, Nederlandene, Sverige, Norge, Tyskland og Andre samt den årlige huskapacitet. Antallet af overnatninger i feriehuse og antallet af udlejede feriehuse fortæller noget om, hvem der er gæster i de danske feriehuse i et bestemt geografisk område samt om, hvor mange uger der er udlejet til betalende gæster.

Den årlige statistik omfatter: - Antal bookinger/kontrakter fordelt på gæstenationalitet - Antal feriehuse eller ferielejligheder til disposition - Antal overnatninger fordelt på gæstenationalitet og geografisk område - Antal udlejede husuger fordelt på kommuner og gæstenationalitet - Antal udlejede husuger fordelt på kalenderuger og gæstenationalitet

Den månedlige statistik omfatter: - Antal bookinger/kontrakter fordelt på gæstenationalitet - Antal overnatninger fordelt på gæstenationalitet og geografisk område - Antal udlejede husuger fordelt på gæstenationalitet - Antal bookede husuger resten af året fordelt på gæstenationalitet.

Grupperinger og klassifikationer

Tabellerne i statistikbanken er inddelt i forskellige grupperinger og klassifikationer. Statistikken er geografisk fordelt på regioner, landsdele og kommuner. Statistikken er desuden fordelt på de hyppigste gæstenationaliteter: Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Nederlandene samt Andre/Uoplyst land.

Sektordækning

Statistikken omfatter feriehusudlejningsbureauer under branchekode 68.31.20, boliganvisning, ferieboligudlejning mv. i Dansk Branchekode 2007 og den internationale NACE, rev. 2-klassifikation. En fuldstændig beskrivelse af branchen findes i Dansk Branchekode 2007. Dog er en del feriehusudlejere ikke klassificeret her, da de har anden primær erhvervsvirksomhed, fx købmandshandel.

Begreber og definitioner

Antal overnatninger: Antal nætter en gæst tilbringer i feriehus.

Udlejede husuger: Hvor mange uger et feriehus er udlejet til betalende gæster.

Bookinger (lejemål): En booking eller et lejemål/kontrakt er det ophold, som gæsten har betalt for. Et eksempel er booking af et feriehus i to uger for en familie på to voksne og to børn. Dette giver en booking, to udlejede husuger og 56 overnatninger.

Enheder

Den statistiske enhed er feriehuse.

Population

Feriehuse udlejet af udlejningsfirmaer med over 25 huse.

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

For den årlige statistik er der tidsserier i Statistikbanken fra 1992, hvad angår udlejning af feriehuse fordelt efter geografisk område, gæstenationalitet, samt antal husuger, overnatninger og kontrakter (FERIEH3). Fordeling af udlejede husuger efter kalenderuger og gæstenationalitet begynder i 2008 (FERIEH4). Endelig begynder angivelse af udlejningskapacitet (FERIEH5) i 2012.

For den månedlige statistik er der tidsserier i Statistikbanken fra 2004, hvad angår udlejning af feriehuse fordelt efter gæstenationalitet samt antal overnatninger, udlejede husuger og kontrakter (FERIEH1). Fordeling af fremtidig bookede husuger efter gæstenationalitet begynder i 2005 (FERIEH2). Fordeling af overnatninger, udlejede husuger og kontrakter efter geografisk område og gæstenationalitet begynder i 2017 (FERIEH6).

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Antal overnatninger, udlejede husuger og bookinger/kontrakter/lejemål.

Referencetid

Måned og år.

Hyppighed

Månedlig og årlig.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

For den årlige statistik om feriehusudlejning er der indsamlingshjemmel i Lov om Danmarks Statistik, § 8, stk.1, jf. Lovbekendtgørelse nr. 610 af 30. maj 2018.

Deltagelse i den månedlige statistik om feriehusudlejning er frivillig.

Der er ingen EU-regulering for denne statistik.

Indberetningsbyrde

Indberetningsbyrden for udlejningsbureauer der indberetter årligt, er beregnet til ca. 185.000 kr. om året (beregnet i 2004). Indberetning til den månedlige statistik om feriehusudlejning er frivillig og derfor er indberetningsbyrden ikke beregnet for denne statistik.

Øvrige oplysninger

Øvrige oplysninger kan findes på statistikkens emneside eller kan fås ved henvendelse til Danmarks Statistik. Statistikken om feriehusudlejning er en del af overnatningsstatistikkerne, der også indbefatter data for hoteller, feriecentre, camping, vandrehjem og lystbådehavne.