Indhold
Kontaktinfo
Befolkning og Uddannelse, UddannelseNare Hakhverdyan
23 72 80 07
Hent som PDF
Voksne i uddannelse (AES - Adult Education Survey) belyser den 18-69-årige befolknings deltagelse i uddannelsesaktiviteter, både i formelle uddannelser og i voksen- og efteruddannelse i form af ikke-formel uddannelse, såkaldt "livslang læring". Interviewpersonerne oplyser om de er i gang med en uddannelse, og om deres deltagelse i kurser, seminarer, workshops, sidemandsop læring mv., og desuden oplyser de om hvilke udgifter der er forbundet med at deltage i uddannelsesaktiviteterne.
I denne undersøgelse for 2022 er aldersgruppen udvidet fra 25-64 til 18-69.
Indholdsbeskrivelse
Voksne i uddannelse (AES - Adult Education Survey) belyser den 18-69-årige befolknings deltagelse i uddannelsesaktiviteter, både i formelle uddannelser og i voksen- og efteruddannelse i form af ikke-formel uddannelse, den såkaldte "livslang læring". Interviewpersonerne oplyser om de er i gang med en (videre)uddannelse, og om deres deltagelse i kurser, seminarer, workshops, sidemandsop læring mv., og desuden oplyser de om hvilke udgifter, der er forbundet med at deltage i uddannelsesaktiviteterne, i hvilket omfang de bruger Internettet og PC, hvilke sprog de behersker, og hvilke sprog de mest bruges i hverdagen.
Dermed kan det i undersøgelsen bl.a. vurderes, hvor mange personer, der deltager i formel og ikke-formel uddannelse, tidsomfang og udgifter til disse uddannelsesaktiviteter, brug af Internettet og PC samt sprogkundskaber.
Ved formel uddannelse forstås uddannelser, som fører frem til en offentlig godkendt eksamen eller kvalifikation. Ved ikke-formel uddannelse forstås kurser, seminarer, workshops, sidemandsoplæring og andet, som ikke giver en formel kompetence.
Grupperinger og klassifikationer
Der er samplet på tre grupperinger: 18-24år, 25-34 år, 35-49 år, 50-69 år.
Sektordækning
Uddannelsessektoren.
Begreber og definitioner
Formel uddannelse: Uddannelsesaktiviteter som fører frem til en offentlig godkendt eksamen eller kvalifikation. Formelle uddannelser udbydes typisk af en uddannelsesinstitution, for eksempel Erhvervsskole, Teknisk skole eller på universitetet, og strækker sig typisk over en længere periode end kurser. Uddannelserne er struktureret med hensyn til læringsmål, læringstid og læringsstøtte og fører til et statsanerkendt eksamensbevis eller tilsvarende som f.eks. et statsanerkendt uddannelsesbevis, og er beskrevet i en bekendtgørelse eller lignende. Læringen er tilsigtet fra den lærendes side. Typiske eksempler på formelle uddannelser: Folkeskolen, Studentereksamen, HF, HH, HHX, HTX, Erhvervsuddannelse, for eksempel Handels- og kontorassistent, elektriker, SoSu-assistent, Universitetsuddannelse, for eksempel matematik, økonomi eller jura.
Ikke formel uddannelse: Ikke-formelle uddannelser består af kurser, seminarer og lignende uden offentlig godkendt eksamen. Ikke formelle uddannelser fører ikke til et statsanerkendt eksamensbevis eller tilsvarende. De giver ingen formel kompetence, men har læring som hovedformål.
Arbejdsmæssige årsager til at deltage i en uddannelse blev defineret som et ønske om at opnå ny viden eller lære nye færdigheder, som bliver krævet på arbejdet eller for bedre løn eller for at kunne blive forfremmet.
Af hensyn til internationale sammenligninger er AMU-kurserne kategoriseret som ikke-formel uddannelse.
Enheder
Personer.
Population
Personer 18-69 år bosat i Danmark på undersøgelsestidspunktet.
Geografisk dækning
Danmark.
Tidsperiode
AES-undersøgelsen blev gennemført i 2022-2023.
Basisperiode
Ikke relevant for denne statistik.
Måleenhed
Personer.
Referencetid
Dataindsamlingen til Voksne i Uddannelse blev gennemført i Danmark i tidsrummet oktober 2022 til marts 2023. Oplysninger om gennemførte eller igangværende uddannelsesaktiviteter relaterer sig til det sidste 12 måneder før interviewet. Registeroplysninger baserer på de sidste registeropdateringer i relation til interviewperioden.
Hyppighed
Undersøgelsen forventes fremover at skulle gennemføres hvert 6. år,
Indsamlingshjemmel og EU regulering
Lov om Danmarks Statistik §6 i forbindelse med registre, der er anvendt.
Voksne i Uddannelse er udformet med udgangspunkt i en aftale mellem Eurostat og medlemslandene, idet resultaterne af undersøgelsen skal kunne sammenlignes på tværs af EU´s medlemslande.
Undersøgelsen er gennemført ifølge Kommissionens forordning (EU) nr. 2021/861 om præcisering af de tekniske aspekter i datasættet og om fastlæggelse af de tekniske formater for indberetning af oplysninger om gennemførelse af en stikprøveundersøgelse på området uddannelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1700.
Indberetningsbyrde
Ikke beregnet, da deltagelse er frivillig.
Øvrige oplysninger
Ingen supplerende oplysninger.