Sammenlignelighed
Kontaktinfo
Priser og Forbrug, Økonomisk StatistikMaya Drewsen
20 36 69 89
Hent som PDF
Statistikken kan på landsplan sammenlignes siden 1979. På grund af Kommunalreformen i 2007 er der geografisk databrud.
International sammenlignelighed
Statistik over tvangsauktioner opgøres også i andre lande men er ikke, som andre konjunkturstatistikker, underlagt nogen EU forordning. Eftersom der ikke foreligger nogen forordning på området, har Danmarks Statistik og andre nationale statistikkontorer frihed til at bestemme opgørelsesmetode samt tællingsenhed. Dette forhold er særligt vigtigt at være opmærksom på hvis man ønsker at sammenligne statistikker på tværs af landegrænser.
Sammenlignelighed over tid
Da Danmark i foråret 2020 lukkede ned som følge af Covid-19, var antallet af bekendtgjorte tvangsauktioner i en periode præget af øget usikkerhed. Nedlukningen af domstolene, herunder fogedretterne som behandler og bekendtgør tvangsauktioner i Statstidende, hvorfra Danmarks Statistik får data, betød, at kun de mest presserende sager blev behandlet i perioden 13. marts til 27. april 2020. Det betød i praksis, at der i den periode blev bekendtgjort færre tvangsauktioner, end hvad man ville forvente under normale omstændigheder. Det bevirkede ligeledes, at der efter genåbningen af de danske domstole 27. april 2020 var et vist efterslæb. Det betød at antallet af tvangsauktioner i maj 2020 lå over det niveau som man så i perioden inden nedlukningen af den offentlige sektor, hvor antallet af tvangsauktioner i en længere periode lå relativt stabilt.
Med overgangen fra manuel til digital opgørelse i forbindelse med offentliggørelsen af tallene for januar 2018, vil der være mindre forskydninger internt imellem antallet af tvangsauktioner inden for de enkelte ejendomskategorier.
På grund af Kommunalreformen i 2007 er der geografisk databrud. Derudover er ejendomskategorierne rene forretningsejendomme, fabrik- og lagerejendomme, uoplyst boligtype, nedlagte landbrug og andet bebygget ikke gennemgående for hele statistikkens levetid.
Fra statistikkens start i 1979 er det muligt at sammenligne følgende ejendomskategorier:
- Landbrugsejendomme
- Enfamiliehuse
- Ejerlejligheder
- Sommerhuse
- Ejendomme med 2 eller flere lejligheder
- Blandet beboelse- og forretningsejendomme
- Ubebyggede grunde
Statistik om tvungne auktioner over fast ejendom, kan føres helt tilbage til 1895 og findes første gang i Statistisk Årbog fra 1898 med årlige tal.
Dengang var der formentlig tale om opgørelser af antal gennemførte tvangsauktioner, efter afgørelser i den civile retspleje (borgerlig retspleje fra 1927 og frem), fordelt geografisk efter København, købstæder og landdistrikter. I modsætning til dengang, opgøres i dag antallet af bekendtgjorte tvangsauktioner.
Kvartalsvise tal for bekendtgjorte tvangsauktioner, fra 1979 og frem findes i Statistikbanken. Her findes ligeledes månedlige tal tilbage til 1993.
Sammenhæng med anden statistik
Hos Danmarks Domstole findes årsstatistikker for modtagne og gennemførte tvangsauktioner, fordelt på retskredse.
På iTvang.dk findes en dagsaktuel statistik over antallet af ejendomme på tvangsauktion, herunder antallet på 1. auktion og 2. auktion, fordelt på boligtype.
Intern konsistens
Ikke relevant for denne statistik.