Bachelor og lange videregående uddannelser
Kontaktinfo
Befolkning og Uddannelse, PersonstatistikMartin Nørskov
Hent statistikdokumentation som pdf
Statistikken om bachelor og lange videregående uddannelser beskriver studieaktiviteten på bachelor og lange videregående uddannelser i Danmark. Bachelor og lange videregående uddannelser defineres ud fra Danmarks Statistiks uddannelsesklassifikation DISCED-15 som alle uddannelser, der ligger inden for hhv. hovedområde 60 og 70. Hovedområderne er opdelt efter de lovregulerede hovedområder for de videregående uddannelser. Bachelor og lange videregående uddannelser varer typisk hhv. 3 og 2 år. Statistikken om bachelor og lange videregående uddannelser går i sin nuværende form tilbage til 2005 og er en del af det samlede Elevregister, der indeholder oplysninger om alle elever og studerende på ordinære uddannelser i Danmark.
Indhold
Statistikken er en årlig opgørelse af studieaktiviteten på bachelor og lange videregående uddannelser i Danmark, herunder tilgangen, antal fuldførte og antal aktive studerende pr. 1. oktober. Statistikken fordeles efter uddannelse og på de studerendes alder, køn, herkomst og national oprindelse.
Statistisk behandling
Data til denne statistik indsamles årligt i oktober fra uddannelsesinstitutionernes administrative systemer. Danmarks Statistik har i samarbejde med systemleverandøren STADS, der står for det studieadministrative system på universiteterne, udarbejdet krav til indberetningsformater, validering og fejlsøgninger, så det sikres, at de data, der modtages af Danmarks Statistik, allerede er blevet kontrolleret. Derudover sker der også en omfattende fejlsøgning og validering af data i Danmarks Statistik, hvor der kontrolleres for udsving over tid og uregelmæssigheder på individniveau.
Læs mere om statistisk behandling
Relevans
Statistikken er relevant for offentlige administratorer, forskere, analytikere, journalister og borgere mv. som grundlag for fx prognoser, analyser og planlægningsformål inden for både uddannelsesområdet, men også eksempelvis arbejdsmarkedsområdet og integrationsområdet. Statistikkens grunddata og resultater anvendes som baggrundsvariable til det meste personstatistik i Danmarks Statistik, ligesom det danner grundlag for mange af uddannelsestabellerne i Statistikbanken.
Præcision og pålidelighed
De administrative systemer, der ligger til grund for statistikken, benyttes af institutionerne til deres egen daglige administration af studerende og også til udbetaling af diverse økonomiske tilskud. Korrekte registre er således nødvendige for institutionernes økonomi og bidrager til en forventelig høj kvalitet på datakilden. Enkelte fejl vil dog næsten altid forekomme. Disse bliver dog stort set altid rettet til inden næste års offentliggørelse af tal.
Læs mere om præcision og pålidelighed
Aktualitet og punktlighed
Statistikken udgives ca. 4 måneder efter referencetidspunktet, som er 1. oktober. Statistikken offentliggøres normalt uden forsinkelser i forhold til det annoncerede tidspunkt.
Læs mere om aktualitet og punktlighed
Sammenlignelighed
Statistikkens aktuelle tidsserie går tilbage til 2005, men der er lavet statistik om bachelor og lange videregående uddannelser længere tilbage end dette.
Tilgængelighed
Statistikken indgår i Nyt fra Danmarks Statistik om Studerende ved ordinære uddannelser i Danmark. I Statistikbanken offentliggøres tallene under Bacheloruddannelser og Lange videregående uddannelser. Se mere på statistikkernes emnesider for hhv. Bacheloruddannelser og Lange videregående uddannelser.