Gå til sidens indhold

Historiske variable i kontanthjælpsregisteret

Beskrivelse

Bemærk at kontanthjælpsregisteret er blevet omlagt i 2007 og i 2014. Se mere om databrud og årsagen herfor i Statistikdokumentation for kontanthjælp i afsnittet Sammenlignelighed over tid.

En væsentlig ændring i forbindelse med de to omlægninger af registeret, er at variablen der beskriver hvilken ydelse der er blevet udbetalt har skiftet navn og værdisæt. Til og med 2006 anvendes variablen DATAKODE til at vise, hvilken ydelse der er blevet udbetalt. Værdisættet for DATAKODE kan findes i TXT_KODE.

Fra og med 2007 anvendes variablen KONTX til at vise, hvilken ydelse der er blevet udbetalt. Værdisættet for KONTX kan findes i TXT_KONTX.

Fra og med 2014 anvendes variablen KYAARX til at vise, hvilken ydelse der er blevet udbetalt. Værdisættet for KYAARX kan findes i TXT_KYAARX. Variablen KYAARX har erstattet KONTX og er således gældende i perioden 2007 og frem.

Inddata er udtræk fra kommunernes økonomisystemer. I de kommunale systemer opereres med 15 måneder i året. Måned 0 , der angiver beløb fra året før, der skal henføres til tællingsåret, er slået sammen med januar, og måned 13 og 14 indeholder efterregistreringer, som Danmarks Statistik slår sammen med måned 12.

Der forekommer rettelser foretaget af kommunerne ved at postere et negativt beløb, der ophæver et tidligere positivt. I sådanne tilfælde udgår både den positive og den negative post.

Bemærk i øvrigt, at hele statistikken er meget følsom over for ændringer i lovgivningen. De mest centrale generelle ændringer har været disse:

Antallet af kontanthjælpsmodtagere opgøres fra og med 1994 som det antal personer (ydelsesregistranter), der indberettes af kommunerne. Til og med 1993 blev antallet af modtagere opgjort som antallet af familier, hvor et eller flere familiemedlemmer modtog kontanthjælp. Antal modtagere i 1994 og årene efter kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes med de familiebaserede opgørelser for 1993 og årene før. Ændringen betyder alene noget ved opgørelsen af antal samlevende ægtefæller (ægtepar). Hvis kommunen for et ægtepar har registreret begge parter som modtagere af hjælp, tælles det i statistikken for 1994 med som 2 personer. I 1993 blev samlevende ægtefæller medregnet som én familie, uanset om begge parter eller kun den ene modtog hjælp.

For hjælp til ægtefæller har kommunerne fra 1. januar 1994 skullet registrere hjælpen som ydet den, der modtager hjælpen. Dog kan hjælp i særlige tilfælde efter bistandslovens kapitel 11 (med undtagelse af hjælp til voksne handicappede) efter kommunens valg registreres som ydet enten manden eller kvinden. For hjælp i særlige tilfælde til ægtefæller angiver det indberettede personnummer således ikke nødvendigvis den faktiske ydelsesmodtager, og selvom begge ægtefæller har modtaget hjælp, har kommunen kunnet vælge at registrere hjælpen på samme personnummer. For hjælp i særlige tilfælde er der derfor forbundet en ekstra usikkerhed med det opgjorte antal modtagere.

I 1994 skete der yderligere den ændring, at forsørgelsesydelserne bliver bruttoficeret og samtidig gjort skattepligtige. Der vil derfor være en væsentlig stigning i beløbene i forhold til 1993.

I beskrivelsen af datakoden findes en oversigt over ændringer i det benyttede kodesystem (der bygger på Indenrigsministeriets til enhver tid gældende autoriserede kontoplan) og i det generelle bilag findes en oversigt over lovgrundlaget de enkelte år.

Variable: