LONAAR
Langt navn
Lønsum pr. år for alle ansættelsesforhold
Generel Beskrivelse
Variablen angiver lønsum udbetalt i året til personer, der regnes som beskæftigede ved et arbejdssted (eller arbejdsgiver) målt i kr.
Detaljeret beskrivelse
Variablen dannes oprindeligt i erhvervsbeskæftigelsen og modtages herfra som led i dannelsen af IDA.
I opgørelsen af lønsummen er omfattet alle typer af ansættelser, herunder korttidsansættelser og ansættelser i forbindelse med engangsydelser (eksempelvis censorarbejde ved universitet).
Den årlige lønsum defineres på arbejdsstedsniveau som summen af de ansattes A-indkomst, hvoraf der skal indbetales arbejdsmarkedsbidrag og eventuelle samlede bidrag til arbejdsgiveradministrerede kapitalpensionsordninger.
A-indkomsten fremgår af lønoplysningssedlens rubrik 13 (se vedhæftede bilag). Dette felt dækker: Løn, honorarer mv. herunder feriepenge, løn under sygdom og barsel, løntilskud af enhver art, vederlag til medlemmer af bestyrelser, udvalg mv. samt pensionslignende ydelser til tidligere ansatte.
Alle de oplyste beløb i denne rubrik er bruttobeløb, altså inklusive indeholdt arbejdsmarkedsbidrag. Jubilæumsgratiale samt bidrag til pensionsordninger (herunder ATP) er ikke medregnet. Oplysninger om den enkelte persons samlede bidrag til arbejdsgiveradministrerede kapitalpensionsordninger udtrækkes særskilt fra SKAT's centrale pensionssystem.
Variablen er angivet i kroner.
For yderligere oplysninger om erhvervsbeskæftigelsen henvises til Statistiske Efterretninger, se vedhæftede dokument.