Færdselsuheld
Beskrivelse
Danmarks Statistik modtager én gang årligt et udtræk fra Vejsektorens Informations System. Udtrækket indeholder oplysninger om alle færdselsuheld med personskade som politiet har indberettet oplysninger om i løbet af året.
Definition af et færdselsuheld: Et færdselsuheld defineres som et uheld, der er sket på en offentlig tilgængelig gade, vej, plads eller lignende, når uheldet står i forbindelse med den trafikale benyttelse af de nævnte områder, og mindst én af de implicerede parter har været kørende. Det vil sige, at fx togulykker, bortset fra uheld i jernbaneoverskæringer, eller uheld, hvor der kun har været fodgængere impliceret, ikke er omfattet af den nuværende definition af færdselsuheld.
Dræbte: Som dræbte medregnes i færdselsuheldsstatistikken alle dødsfald, der er en følge af færdselsuheld, og som indtræffer indtil 30 dage efter uheldet.
Tilskadekomne: Som tilskadekomne medregnes alle øvrige personer, der er kommet til skade ved færdselsuheld. Småskader, der ikke kræver lægebehandling, medregnes ikke som personskader. De tilskadekomne opdeles i alvorligt og lettere tilskadekomne ved hjælp af oplysninger om skadens type.
Det færdige register består af af tre tabeller, henholdsvis en uheldstabel, en elementtabel og en persontabel. Alle tre tabeller har en uheldsident (UH_ID) som nøgle. Rækker med samme UH_ID udgør et uheld.
Hvert element tildeles et elementnummer. Dette angiver elementets nummer indenfor et givet uheld. Hvid der er flere elementer involveret i et uheld vil elementnumrene være fortløbende. Elementnummeret er en del af nøglen.
Hver person tildeles et personnummer, der angiver personens nummer under et bestemt element. Ved flere involverede personer vil også disse numre være fortløbende indenfor det tilhørende element. Personnummeret er en del af nøglen.
Et uheld kan omfatte en eller flere elementer, der beskriver de involverede elementer i uheldet. De enkelte elementer kan så igen omfatte en eller flere personer, der beskriver de involverede personer i uheldet.
Et uheld skal således omfatte som minimum tre rækker, en af hver type.
Elementet kan være et færdselselement eller et forhindringselement. Som angivet ovenfor i definitionen af et uheld, skal der som minimum være ét kørende færdselselement for at der er tale om et uheld. Der vil således altid være mindst ét færdselselement indblandet i et uheld.
Til et færdselselement vil der altid være tilknyttet mindst én person, idet der altid vil være en person involveret i et uheld. Et uheld registreres således kun, hvis der er sket en personskade. Til en person vil der altid være tilknyttet et element af typen færdselselement.
Strukturen er således følgende: Et uheld vil altid omfatte et eller flere færdselselementer, evt. et eller flere forhindringselementer og en eller flere personer. En person vil således altid være tilknyttet et færdselselement, men et element vil ikke nødvendigvis altid omfatte en person. Sidstnævnte situation skyldes, at der forekommer to undtagelser herfor:
Den første undtagelse vedrører det tilfælde, hvor et færdselselement udgøres af et parkeret køretøj og der ikke forefindes tilskadekomne personer i eller på det parkerede køretøj som følge af uheldet. Her vil der ikke være tilknyttet en person til det pågældende færdselselement.
Den anden undtagelse vedrører forhindringselementer, hvortil der ikke er knyttet personer.
I klassen Element angiver værdien NULL for hver attribut/variabel, at der er tale om et forhindringselement. Det er således muligt at sondre mellem færdsels- og forhindringselementer ved brug af denne angivelse.
Delopgaver
Der findes ingen variable under Færdselsuheld