Over 900.000 danskere deltog i musikfestivaler i foråret og sommeren 2019
Hver femte voksne dansker deltog i musikfestivaler i løbet af foråret og sommeren 2019. De mest festivalbesøgende grupper var unge, studerende og børn af forældre med lange videregående uddannelser.
4. juni 2020 kl. 8:00
Det er en betragtelig gruppe danskere, som i løbet af foråret og sommeren 2020 går glip af deres vanlige musikfestival-oplevelse. Således deltog 19 pct. af alle voksne danskere i musikfestivaler ved seneste festivalsæson i foråret og sommeren 2019 svarende til 920.000 personer.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse, som dokumenterer voksne danskeres kulturvaner. Voksne danskere forstås i undersøgelsen som personer over 16 år.
De grupper, som oftest deltager i musikfestivaler, er studerende og unge mennesker på 16-24 år. Således deltog 33 pct. af alle studerende i musikfestivaler forår og sommer 2019, svarende til 240.000 personer, mens 35 pct. af alle 16-24 årige gjorde det, svarende til 230.000 personer.
Deltagelse i musikfestivaler fordelt på alder og socioøkonomisk gruppe, april-september 2019
Kilde: Særkørsel, Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse
Anm: Respondenterne er blevet spurgt, om de har hørt musik på festivaler eller andre musikevents i de seneste tre måneder. Da besvarelserne er indsamlet i en af månederne i 3 kvt. 2019, dækker perioden april-september 2019.
Børn af højtuddannede er de mest festivalbegejstrede
Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse inkluderer oplysninger om forældrenes højest gennemførte uddannelse for den del af svarpersonerne, som er yngre end 35 år.
Ser man på denne gruppe isoleret, så svarer hele 40 pct. af svarpersonerne, som har forældre med lange videregående uddannelser, at de var på festival i foråret og sommeren 2019. For hele gruppen af unge mellem 16 og 34 år gælder det, at 29 pct. var på festival i den undersøgte periode.
”Generelt viser vores undersøgelse, at de unges deltagelse i musikfestivaler stiger i takt med deres forældres uddannelsesniveau,” forklarer chefkonsulent i Danmarks Statistik Agnes Tassy.
”Således ligger de unge danskere med forældre, der har grundskolen som højest fuldførte uddannelse under gennemsnittet, med kun 15 pct., som var på festival, hvorefter andelen stiger, jo højere uddannede forældrene er.”
Unge danskere, hvis forældre har en gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse, lå omkring gennemsnittet med 28 pct. som var på festival i forår og sommer 2019.
16-34 åriges deltagelse i festivaler og andre musikevents efter forældrenes uddannelse april-september 2019
Kilde: Særkørsel, Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse
Flere danskere deltager i musikfestivaler
Antallet af gæster på forårets og sommerens musikfestivaler er steget fra 2018-2019. I 2018 deltog 830.000 personer i forårs/sommer-festivaler, mens 920.000 gjorde det i 2019. Dermed er der kommet 90.000 nye festivalgæster i 2019, hvilket svarer til en stigning på 11 pct.
”Hvis man antager, at trenden fra 2018-2019 var fortsat i 2020, så er det ikke usandsynligt, at vi havde set over 1 mio. festivalgæster ved forårs- og sommermusikfestivaler i 2020,” forklarer chefkonsulent Agnes Tassy.
”Men denne fremskrivning bliver naturligvis ikke relevant på grund af COVID-19-krisen, og de heraf afledte restriktioner og forbud mod store forsamlinger og musikfestivaler.”
Fakta: Danskernes festivalvaner
- Festivaldeltagelse er i dén grad en sæsonbestemt aktivitet. I forårs- og sommerperioden april-september deltager 19 pct. i festivaler, mens 9 pct. deltager i sensommer-/efterårs-/vinterperioden juli-december. Kun 5 pct. deltog i efterårs-/vinter-/forårsperioden oktober-marts.
- Unge mennesker, studerende på gymnasiale og videregående uddannelser og unge hvis forældre har korte, mellemlange og lange videregående uddannelser deltager mest.
- Indvandrere og efterkommere deltager mindre end gennemsnittet. 9 pct. af indvandrere og efterkommere deltog i foråret/sommeren i festivaler, mens 20 pct. af borgere med dansk oprindelse deltog.
- Kigger man på, hvor festivalgæsterne kommer fra, så deltager flest fra landsdelen Byen København, hvor 29 pct. deltog i musikfestivaler. Herefter følger Østjylland med 24 pct. deltagere til musikfestivaler.
- Kilde: Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse
Fakta: Sådan spørger Danmarks Statistik til musikfestivaler
- I Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse bliver et repræsentativt udvalgt udsnit af befolkningen spurgt om deres kulturvaner.
- Svarpersonerne spørges blandt andet om, hvor de har lyttet til musik i de seneste tre måneder. Her kunne man vælge et eller flere af følgende svar: Derhjemme, hos andre, på farten, koncerter eller spillesteder, festivaler eller andre musikevents samt andre steder.
- Således skelnes der i undersøgelsen mellem kategorierne ’festivaler og musikevents’ og ’koncerter eller spillesteder.’ Sidstnævnte indgår ikke i definitionen af at have været til ’festivaler og musikevents.’ Det betyder, at hvis respondenten har været til en almindelig livekoncert, tæller det ikke med i musikfestivalernes regnskab.
- Eksempler på festivaler og musikevents kan være Roskilde Festival, Skanderborg Festival eller Vig Festival.
- Læs mere om Kulturvaneundersøgelsens metode, dækning og spørgeskema
Spørgsmål til tallene i denne artikel kan stilles til chefkonsulent Agnes Tassy, tlf: 3917 3144, mail: ATA@dst.dk