Regnbuefamilien er blevet større
Antallet af mandepar og kvindepar, som har hjemmeboende børn, er stigende. Samtidig er den typiske regnbuefamilie blevet større.
15. august 2019 kl. 8:00
Børnefamilier, hvor de voksne er gift eller registrerede partnere med en af samme køn, er i vækst i Danmark. Fra 2009-2019 er antallet af såkaldte regnbuefamilier mere end fordoblet, så der nu findes 1.465 danske familier, hvor enten to mænd eller to kvinder bor sammen og har hjemmeboende børn.
Antal par af samme køn som har hjemmeboende børn 1990 – 2018
Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/FAM44N
Og det er ikke kun antallet af regnbuefamilier, som er i vækst. Den typiske regnbuefamilie er også blevet større: I dag er 46 pct. af regnbuefamilierne familier med to hjemmeboende børn, hvor det for 10 år siden blot var 35 pct. af regnbuefamilierne, som havde to børn.
Tendensen skyldes især, at flere et-barns-familier er blevet til to-barns-familier. I 2009 var 57 pct. af regnbuefamilierne familier med ét barn, hvor andelen i 2019 er på 42 pct.
Der er også lidt flere regnbuefamilier, som består af tre eller flere børn. I 2009 var det 8 pct. af regnbuefamilierne, som havde 3 eller flere hjemmeboende børn, mens det i 2019 er 12 pct.
Børnefamilier med voksne af samme køn. 1990-2019
Børnefamilier med voksne af forskelligt køn. 1990-2019
Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/FAM44N
Par af samme køn har sjældnere hjemmeboende børn end par af forskelligt køn
Selvom der er kommet flere par af samme køn, som har hjemmeboende børn, så udgør de et mindretal, opgjort i forhold til samtlige ægtepar og registrerede partnere af samme køn.
I Danmark findes der 5.430 par af samme køn, som enten er gift eller registrerede partnere, og 1.465 af disse par har hjemmeboende børn, svarende til 27 pct.
Blandt ægtefolk af forskelligt køn har 43 pct. af ægteparrene et eller flere hjemmeboende børn.
Dermed sker det sjældnere, at mandepar og kvindepar har hjemmeboende børn, sammenlignet med ægtepar bestående af en mand og en kvinde.
Børnefamilier som andel af samtlige familier, hvor de voksne er gift. 2009-2019
Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/FAM44N
Har du spørgsmål til data i denne artikel er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Lisbeth Harbo på tlf. 39173294 eller mail : LHB@dst.dk
Se også publikationen: ”Børn og deres familier 2018,” hvis du vil læse mere om ”regnbuebørn” og deres familier.
Se artiklen: ” Flere par af samme køn har hjemmeboende børn” for mere info om regnbuefamilierne: Hvor de bor og hvorvidt det mest er mande- eller kvindepar, som har hjemmeboende børn
Fakta: Hvad menes der med regnbuefamilier?
- Regnbuefamilier defineres af Den Danske Ordbog, som ”familier der består af et homoseksuelt par, deres børn og evt. børnenes biologiske forældre.”
- Danmarks Statistik har ikke oplysninger om personers seksualitet. Via CPR-oplysninger kan man dog se, hvem der er registrerede partnere eller er gift med en af samme køn og dermed identificere en del af de par, af samme køn, der bor sammen. Det er derimod ikke muligt at identificere de par af samme køn, som hverken er gift eller i registreret partnerskab.
- Opgørelsen vil altså ikke fange alle forældre, der lever som LGBT+-personer. Opgørelsen er dermed et forsøg på at lave et tal for børnefamilier, hvor de voksne er to af samme køn, som enten er gift eller i registreret partnerskab.
- Kilde: Den Danske Ordbog & Danmarks Statistik, Børn og deres familier 2018
Fakta: Registreret partnerskab og ægteskab mellem to af samme køn
- Danmark var det første land i verden til at tillade registreret partnerskab mellem to mennesker af samme køn.
- Loven blev vedtaget i 1989 og gav to personer af samme køn ret til at registrere sig og få de samme juridiske rammer om deres samliv, som et ægteskab giver, undtaget ret til adoption af børn. (Kilde: Danmarkshistorien)
- Den 15. juni 2012 blev partnerskab mellem par af samme og af forskelligt køn ligestillet. Par af samme køn og par af forskelligt køn kunne nu blive gift og også vies i folkekirken (Kilde: Ankestyrelsen & Kristeligt Dagblad)
- Par i et registreret partnerskab har mulighed for at adoptere den anden partners barn, fuldstændig som ved en stedbarnsadoption. Loven herom blev vedtaget af folketinget i maj 1999. (Kilde: Adoption & Samfund)
- Det har ifølge dansk lov været muligt for registrerede partnere at adoptere på lige fod med par af forskelligt køn siden 2010 (Kilde: Politiken og Adoption & Samfund).
I 2015 blev det muligt for to kvinder, som får et barn via assisteret reproduktion , at registrere den ikke-fødende kvinde som ’medmoder."
- Medmoderskabet indebærer blandt andet, at medmoderen har pligt til at forsørge barnet og at barnet har ret til at arve efter medmoderen (Kilde: Statsforvaltningen).