Gå til sidens indhold

Revisions- og fejlpolitik

Når en statistik revideres, ændres der i en værdi eller et tal, som har været publiceret. Det kan blandt andet ske på baggrund af nye og bedre kildedata, og ændringer i metoder, klassifikationer og definitioner eller rettelser af fejl. Normalt er revisioner planlagte, og brugerne er informeret på forhånd.

Publicerede statistikker og andet materiale skal være kvalitetssikret, når det publiceres, men der kan alligevel forekomme fejl i tal eller tilhørende tekst. Når en fejl opdages, informeres brugerne, og fejlen rettes så hurtigt som muligt.

Revisioner

Revisionerne foretages i overensstemmelse med de Europæiske retningslinjer for revisioner af økonomiske indikatorer. Det indebærer, at revisioner følger fælles procedurer og principper, og at praksis for revisioner for de enkelte statistikker er nedskrevne og formidlet til brugerne af statistikken.

Brugerne informeres på forhånd om planlagte revisioner. Det sker i statistikdokumentationerne, og nogle gange på Danmarks Statistiks hjemmeside, fx i udgivelseskalenderen.

De fleste revisioner forekommer helt regelmæssigt. Det sker, når kilder, man skal bruge til en statistik, ikke er fuldt ud tilgængelige til at imødekomme behovet for hurtig indikation af en udvikling. I de tilfælde kan der udarbejdes foreløbige opgørelser på basis af en del af kilderne for at sikre aktualitet. Når de planlagte kilder foreligger, udarbejdes de endelige tal. For makroøkonomiske statistikker følges den harmoniserede europæiske revisionspolitik (Hamonised European Revision Policy for Macroeconomic Statistics, HERP), som angiver med hvilke intervaller og hvor hurtigt efter referenceperiodens udløb, der kan revideres. Revisioner finder således sted i alle landes statistiksystemer.

Når en statistik sæsonkorrigeres, vil det i sig selv medføre revision af tidligere offentliggjorte sæsonkorrigerede tal, når en ny periode kommer til. Det sker også, selv om der ikke er ændringer i de historiske ikke-sæsonkorrigerede tal.

Nogle statistikker skal være konsistente med opgørelser produceret uden for Dan-marks Statistik. I de tilfælde kan der være løbende revisioner, som ikke har en slutdato, og derfor ikke foreligger i en egentlig endelig form. Dette er fx tilfældet for en statistik som Emissionsregnskabet.

Hovedrevisioner forekommer især i makroøkonomiske statistikker, der følger bindende internationale retningslinjer (såkaldte ’manualer’) og som bygger på en række forskellige primærstatistikker; det drejer sig om nationalregnskab, offentlige finanser, betalingsbalance og arbejdstidsregnskab. En vigtig kvalitet i disse statistikker er, at de er indbyrdes konsistente samt, at de beskriver udviklingen i økonomien over mange år. Da der også tilstræbes konsistens mellem primær- og makrostatistik-ker, kan der være tilfælde, hvor nye kilder og metoder kun delvist indarbejdes i pri-mærstatistikkerne, eller hvor det er mest brugervenligt, at eventuelle niveauskift afventer en hovedrevision for at sikre sammenhæng mellem primær- og makrostatistik.

En anden årsag til at lave en hovedrevision er, at der er kommet nye internationale retningslinjer og opgørelsesregler, som indebærer større ændringer. For at sikre sammenhæng mellem de forskellige statistiksystemer, sker hovedrevisioner i nationalregnskabet, offentlige finanser, betalingsbalancen og arbejdstidsregnskabet efter en fælles plan, som brugere og interessenter bliver orienteret om så tidligt som muligt.

Hovedrevisionerne finder sted med års mellemrum og ændrer også, hvad der ovenfor er benævnt endelige tal. For makroøkonomiske statistikker skal der fx ifølge HERP foretages hovedrevisioner hvert femte år.

Danmarks Statistik forbedrer løbende statistikproduktionen for at beskrive den aktuelle samfundssituation bedst muligt. Derfor kan der ske ændringer i klassifikationer, datakilder og metoder, hvor det vurderes, at det er nødvendigt med en revidering af statistikken, selvom det ligger uden for både de regelmæssige revisioner og hovedrevisioner. Brugerne vil dog altid blive informeret om disse ændringer.

Ved revisioner sikres at:

  • Periode for og omfang af grundlag for revisioner er fastlagt og koordineret med den øvrige statistikproduktion.
  • Det fremgår af statistikdokumentationen, at der foretages regelmæssige revisioner, og det beskrives, hvornår statistikken vil blive offentliggjort i revideret og endelig form. Det fremgår også af statistikdokumentationen, hvis der sæsonkorrigeres.
  • For statistikker med regelmæssige revisioner fremgår det af Nyt fra Danmarks Statistik og andre publikationer, når der er tale om foreløbige tal. 
  • Der foretages analyser af revisionerne for løbende at forbedre beregningerne af de foreløbige tal. Fx undersøges revisionernes størrelser, og hvorvidt de går i en bestemt retning.
  • Omfanget af og evt. årsager til revisioner beskrives i både statistikdokumentation og Nyt fra Danmarks Statistik.
  • Revisioner drøftes regelmæssigt med brugerne.
  • Ved en ikke-planlagt revision, bliver ændringer beskrevet i den tilhørende statistikdokumentation, og brugere orienteres, når det skønnes nødvendigt.
  • For nogle statistikker findes der versionstabeller i Statistikbanken, der viser de løbende ændringer i offentliggjorte tal.

Fejl

Fejl i de publicerede statistikker kan skyldes fejl i dataleverancer fra eksterne kilder eller indberetninger fra virksomheder, men de kan også skyldes fejl i Danmarks Statistik databehandling eller formidling.

I begge tilfælde retter Danmarks Statistik fejlen hurtigst muligt. Det bliver undersøgt, hvilke offentliggørelser, data, statistikker og perioder, der er berørt, hvad årsagen til fejlen er, og hvornår den kan rettes. Når fejlen er rettet, får de brugere, som vi ved har benyttet offentliggørelsen, besked så hurtigt som muligt. I enkelte tilfælde kan der også være behov for at orientere om fejlen, før den rettes.

Fejlrettelser i tal eller tekst bliver markeret og beskrevet, på følgende måde:

Nyt fra Danmarks Statistik:

  • Der rettes i den seneste udgivelse.
  • Fejlen bliver beskrevet, og det rettede indsættes med rødt.
  • Der anføres en dato for, hvornår fejlen er rettet.
  • Abonnenter på Nyheder modtager en mail, der beskriver fejlen.

Statistikbanktabeller:

  • Statistikbanktabeller kan midlertidigt lukkes, hvis det skønnes nødvendigt.
  • Alle påvirkede perioder rettes hurtigst muligt – helst samme dag som fejlen opdages.
  • Fejlen beskrives i tabellens fodnote.
  • Der sendes en mail med orientering om fejlen til de brugere, der har en brugerprofil i Statistikbanken.

Emnesider:

Når data er rettet i Statistikbanken, vil den berørte emneside også blive opdateret.

Publikationer, DST Analyser, Bag Tallene:

  • Der ændres kun i den digitale udgave (Publikationer).
  • Der ændres kun i den seneste udgave (Publikationer).
  • Fejlen bliver beskrevet, og det rettede indsættes med rødt.
  • Der anføres en dato for, hvornår fejlen rettet.
  • Abonnenter på Nyheder modtager en mail, der beskriver fejlen.

Pressemeddelelser:

  • Hvis der er fejl i en pressemeddelelse, foretages der altid en vurdering af omfang, aktualitet samt om centrale hovedkonklusioner er berørt. Hvis det vurderes nødvendigt, vil der blive udsendt en ny meddelelse, hvoraf det fremgår, at der er tale om en korrektion. Den rettede version sendes ud via Ritzau.

Facebook, Twitter og LinkedIn:

  • Opslag på Facebook, Twitter og LinkedIn bliver ikke slettet, i stedet ændres der i teksten i opslaget (Facebook og LinkedIn).
  • I starten af opslaget eller tråden, vil det fremgå, at den er ændret, og årsagen bliver beskrevet (Facebook og LinkedIn).
  • Hvis det er en omfangsrig fejl, vil der blive udgivet et nyt tweet (Twitter)

 

 

 

Kontakt

Danmarks Statistik
Telefon: 39 17 39 17