Arbejdspladsen
Vores løbende evalueringer viser, at Danmarks Statistik er en god arbejdsplads.
Vi ønsker, at Danmarks Statistik skal være en arbejdsplads, som kan tiltrække og fastholde gode og engagerede medarbejderne. Derfor vægter vi balancen mellem arbejde og fritid højt. Vi er en familievenlig arbejdsplads, som lægger vægt på det sociale aspekt af at gå på arbejde.
Her kan du læse lidt om både hverdagen hos os og lidt om de mange arrangementer, som er med til at præge en traditionsrig arbejdsplads med en meget aktiv personaleforening.
Organisering
Danmarks Statistik er til for brugerne, og det er afspejlet i den måde, vi har valgt at organisere os på. Organisationen består af fem afdelinger og et direktionssekretariat. Selvom vores opgave er at levere statistik, har vi mange forskellige stillinger - fx statistik produktion, formidling til omverdenen, it-udvikling og salg- og marketing.
Se vores organisationsdiagram og mød en kollega.
Flekstid og hjemmearbejde
I Danmarks Statistik er arbejdstiden fleksibel, så du kan få arbejdslivet til at spille godt sammen med familie- og privatliv. Det gør det muligt for dig, i et vist omfang, selv at tilrettelægge din arbejdstid og dine fridage.
Du har mulighed for at arbejde hjemmefra, når det passer sammen med opgaver og anden planlægning i dit kontor.
Kompetenceudvikling
Danmarks Statistik værdsætter dine ønsker om løbende at udvikle dine faglige og personlige kompetencer.
Derfor har vi et bredt internt kursusprogram, så du kan deltage i de kurser, der er relevante for dit arbejde. På en række af kurserne er det dine kolleger, som underviser - de er eksperter i statistik og vores statistiksystemer.
Der er også gode muligheder for at komme på kurser eller efteruddannelse uden for huset.
Personaleforening og arrangementer
Vi har en aktiv Personaleforening, som sørger for, at der i årets løb er forskellige arrangementer for både medarbejderne og deres familier. Vi er ikke statistikere for ingenting, så derfor har vi selvfølgelig en Statistisk Forening, som debatterer og drøfter emner inden for statistik og samfundsbeskrivelse på et højt fagligt niveau.
Sundhedsfremmende tilbud
Vi ønsker at støtte medarbejderne til at træffe sunde valg på arbejdspladsen og motivere til en sund livsstil. Derfor tilbyder vi blandt andet ryg-, skulder- og nakketræning, yoga, massageordning, influenzavaccination og hjælp til indretning af arbejdspladsen. Vi støtter også kantinen, så de leverer sund og varieret mad, til en rimelig pris.
Mød fælles-tillidsrepræsentanterne
I Danmarks Statistik findes fællestillidsrepræsentanter fra fire faglige organisationer: HK, Prosa, TAT og AC. Vores fællestillidsrepræsentanter står altid parat til at hjælpe med at besvare dine spørgsmål om Danmarks Statistik. Læs mere om fælles-tillidsrepræsentanterne.