Analyse
Hver anden boligkøber er førstegangskøber
Efter en årrække med gunstige renteforhold og et stigende antal boligkøbere vendte udviklingen i 2022. Antallet af boligkøbere er faldet med en tredjedel fra 2021 til 2022, og det samme er antallet af førstegangskøbere. I 2022 købte 88.300 personer en ejerbolig, hvoraf 41.600 var førstegangskøbere. Det er det laveste antal førstegangskøbere siden 2014. I denne analyse ser vi nærmere på dem, som køber en bolig for første gang.
Analysens hovedkonklusioner:
- Gennemsnitsalderen blandt førstegangskøbere er stort set uændret de seneste ti år. Gennemsnitsalderen for førstegangskøbere i 2022 var 35,4 år, mens den var 47,9 år for de øvrige boligkøbere. Næsten 40 pct. af førstegangskøberne var under 30 år.
- Førstegangskøbere køber typisk bolig sammen. I 2022 blev 59 pct. af de solgte ejerboliger købt af to personer. For bolighandler med mindst én førstegangskøber var andelen med to købere højere (67 pct.), og i de fleste tilfælde var den ledsagende køber også førstegangskøber.
- Der er forskel på familietype for førstegangskøbere og ikke-boligejere. I 2022 var 42 pct. af førstegangskøberne parfamilier med børn, hvorimod 26 pct. af ikke-boligejerne var parfamilier med hjemmeboende børn.
- Førstegangskøbere i alderen 18-29 år har typisk højere indkomster end deres jævnaldrene. 68 pct. af førstegangskøberne under 30 år havde en indkomst i 4. kvartil sammenholdt med indkomstniveauet for personer i samme aldersgruppe. Kun 2 pct. de 18-29 årige førstegangskøbere havde en indkomst i 1. kvartil.
- Førstegangskøberne køber mindre boliger i hovedstadskommuner. For boliger købt af førstegangskøbere i hovedstadskommunerne var over en tredjedel under 75 kvm, imens godt en tredjedel af førstegangskøbernes boliger i landkommunerne var over 150 kvm. Det hænger sammen med højere kvadratmeterpriser i hovedstadskommunerne, men også fordelingen af enfamiliehuse og ejerlejligheder mellem land og by.
Hent som pdf
Kolofon
Hver anden boligkøber er førstegangskøber
Emnegruppe: Økonomi
Udgivet: 18. januar 2024 kl. 08:00
Nr. 2024:1
ISSN pdf: 2446-0354