Gå til sidens indhold
Dele af hjemmesiden virker ikke for øjeblikket, herunder søgefunktionen. Vi beklager.
Hvidt kryds
Dele af hjemmesiden virker ikke for øjeblikket, herunder søgefunktionen. Vi beklager.
Hvidt kryds
Analyse

Hver anden boligkøber er førstegangskøber

Efter en årrække med gunstige renteforhold og et stigende antal boligkøbere vendte udviklingen i 2022. Antallet af boligkøbere er faldet med en tredjedel fra 2021 til 2022, og det samme er antallet af førstegangskøbere. I 2022 købte 88.300 personer en ejerbolig, hvoraf 41.600 var førstegangskøbere. Det er det laveste antal førstegangskøbere siden 2014. I denne analyse ser vi nærmere på dem, som køber en bolig for første gang.

Analysens hovedkonklusioner:

  • Gennemsnitsalderen blandt førstegangskøbere er stort set uændret de seneste ti år. Gennemsnitsalderen for førstegangskøbere i 2022 var 35,4 år, mens den var 47,9 år for de øvrige boligkøbere. Næsten 40 pct. af førstegangskøberne var under 30 år.
  • Førstegangskøbere køber typisk bolig sammen. I 2022 blev 59 pct. af de solgte ejerboliger købt af to personer. For bolighandler med mindst én førstegangskøber var andelen med to købere højere (67 pct.), og i de fleste tilfælde var den ledsagende køber også førstegangskøber.
  • Der er forskel på familietype for førstegangskøbere og ikke-boligejere. I 2022 var 42 pct. af førstegangskøberne parfamilier med børn, hvorimod 26 pct. af ikke-boligejerne var parfamilier med hjemmeboende børn.
  • Førstegangskøbere i alderen 18-29 år har typisk højere indkomster end deres jævnaldrene. 68 pct. af førstegangskøberne under 30 år havde en indkomst i 4. kvartil sammenholdt med indkomstniveauet for personer i samme aldersgruppe. Kun 2 pct. de 18-29 årige førstegangskøbere havde en indkomst i 1. kvartil.
  • Førstegangskøberne køber mindre boliger i hovedstadskommuner. For boliger købt af førstegangskøbere i hovedstadskommunerne var over en tredjedel under 75 kvm, imens godt en tredjedel af førstegangskøbernes boliger i landkommunerne var over 150 kvm. Det hænger sammen med højere kvadratmeterpriser i hovedstadskommunerne, men også fordelingen af enfamiliehuse og ejerlejligheder mellem land og by.

Kolofon

Hver anden boligkøber er førstegangskøber

Emnegruppe: Økonomi

Udgivet: 18. januar 2024 kl. 08:00

Nr. 2024:1

ISSN pdf: 2446-0354

Kontakt:

Jakob Holmgaard
Telefon: 24 87 64 56