Analyse
Særligt højtuddannede har højere løn i byerne end på landet
I disse år vokser de store danske byer, mens antallet af indbyggere i de mindre byer og på landet falder. Samtidig sker der en koncentration af personer med lange uddannelser i de større byer, hvor de gennemsnitlige lønninger også er højest.For at nuancere billedet ses der i denne analyse på sammenhænge mellem løn, uddannelse og bopæl for at undersøge, om der er geografiske forskelle i lønudviklingen for beskæftigede med forskellige uddannelsesniveauer fra 1980 til 2016.
Analysens hovedkonklusioner:
- De højtuddannede koncentreres i de tætbefolkede pendlingsområder. I 1980 havde 6 pct. af de beskæftigede i det mest tætbefolkede pendlingsområde en lang videregående uddannelse, mens det i 2016 var steget til 24 pct. De tilsvarende tal for det tyndest befolkede pendlingsområde var 3 pct. i 1980 og 4 pct. i 2016.
- I 1980 var andelen af faglærte næsten 7 gange større end andelen af beskæftigede med en lang videregående uddannelse i København, mens forskellen mellem grupperne kun var 7 procentpoint i 2016. I de mindre tætbefolkede pendlingsområder er der fortsat klart flere faglærte end beskæftigede med lange videregående uddannelser.
- I 2016 var den gennemsnitlige løn for højtuddannede højere i pendlingsområder med høj befolkningstæthed end i pendlingsområder med lav befolkningstæthed, og forskellen mellem lønningerne i de forskellige områder er blevet større siden 1980.
- For faglærte og ufaglærte var den gennemsnitlige løn også højere i områder med høj befolkningstæthed end i områder med lav befolkningstæthed, men den absolutte forskel i kroner og ører er mindre end for de højtuddannede.
Kolofon
Særligt højtuddannede har højere løn i byerne end på landet
Emnegruppe: Arbejde og indkomst
Udgivet: 29. juli 2019 kl. 08:00
Nr. 2019:11
ISSN pdf: 2446-0354