Knap en tredjedel af seniorjobberne arbejder på et lavere færdighedsniveau end de gjorde tidligere
Seniorjobordningen blev aftalt i forbindelse med Velfærdsaftalen fra 2006. Seniorjob er for personer, der mister dagpengeretten og har mindre end fem år til efterlønsalderen. Det er kommunen, som har pligt til at oprette seniorjob til en overenskomstmæssig løn, og jobbet må ikke fortrænge kommunens øvrige beskæftigelse.
De økonomiske vismænd har tidligere udtrykt bekymring for, om seniorjobordningen medfører, at der oprettes job, som ikke matcher de lediges kvalifikationer. I denne analyse undersøges sammenhængen mellem seniorjobberes uddannelsesniveau og arbejdsfunktion, ligesom seniorjobbernes arbejdsfunktion i henholdsvis seniorjob og tidligere beskæftigelse også belyses.
Analysens hovedkonklusioner:
- Ca. 32 pct. af seniorjobberne i 2017 arbejder på et lavere færdighedsniveau end de gjorde i tidligere beskæftigelse. Omkring 56 pct. arbejder i seniorjobbet på samme færdighedsniveau som tidligere.
- Arbejdsfunktionerne for seniorjobbere i 2017 med en mellemlang eller lang videregående uddannelse er markant anderledes end arbejdsfunktionerne blandt kommunalt ansatte i samme aldersgruppe med en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Fx har 41 pct. af seniorjobberne med en lang videregående uddannelse arbejde, der forudsætter viden på højeste niveau. Til sammenligning arbejder knap 70 pct. af alle de kommunalt ansatte mellem 58 og 62 år med en lang videregående uddannelse på højeste niveau.
- For ufaglærte, erhvervsuddannede og personer med en kort videregående uddannelse svarer seniorjobberes arbejdsfunktion i højere grad til arbejdsfunktionen for de kommunalt ansatte generelt, men der er også forskelle.
- 40 pct. af seniorjobberne i 2017 er ufaglærte og 38 pct. er erhvervsuddannede. De resterende godt 20 pct. har enten en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse.
- Antallet af seniorjobbere steg kraftigt i 2013, hvilket blandt andet skyldtes afkortningen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år. Udviklingen toppede på 4.500 personer i 2. kvartal 2014, hvilket var en stigning på over 4.000 i forhold til 2012. De seneste år er antallet af seniorjobbere faldet og udgjorde knap 3.500 personer i 2. kvartal 2018.
Hent som pdf
Knap en tredjedel af seniorjobberne arbejder på et lavere færdighedsniveau end de gjorde tidligere
Kolofon
Knap en tredjedel af seniorjobberne arbejder på et lavere færdighedsniveau end de gjorde tidligere
Emnegruppe: Arbejde og indkomst
Udgivet: 4. december 2018 kl. 08:00
Nr. 2018:25
ISSN pdf: 2446-0354
Kontakt:
Lars Peter Smed Christensen
Telefon: 20 42 35 51