Analyse
Julehandlens betydning for detailhandlen
Julehandlen er i fuld gang, og for flere brancher er julehandlen den vigtigste periode i løbet af året. Inden for detailhandel med spil og legetøj udgør salget i december eksempelvis mere end en femtedel af den årlige omsætning. Denne analyse belyser, hvilke brancher i detailhandlen julehandlen er særlig vigtig for. I den forbindelse analyseres også udviklingen i julehandlens betydning for disse brancher.
Analysen viser:
- I detailhandel med spil og legetøj, detailhandel med køkkenudstyr, glas, porcelæn, bestik, vaser, lysestager mv. samt detailhandel med bøger udgjorde omsætningen i december mere end en femtedel af omsætningen i 2014.
- I detailhandlen var der i 2014 syv brancher, hvor omsætningen i december udgjorde 17 pct. eller derover af den årlige omsætning. Dette er mere end dobbelt så meget som en ”gennemsnitsmåned”, hvor salget vil udgøre godt 8 pct. Udover de ovennævnte brancher var det bl.a. detailhandel med drikkevarer samt detailhandel med ure, smykker og guld- og sølvvarer.
- Omsætningen blev mere end fordoblet i december i forhold til oktober i de syv brancher, hvor julehandlen udgjorde den højeste andel af omsætningen i 2014. Den største stigning var inden for detailhandel med køkkenudstyr, glas, porcelæn, bestik, vaser, lysestager mv., hvor omsætningen blev tredoblet fra oktober til december 2014.
- Sammenlignet med 2000 er julehandlen ikke blevet mere eller mindre vigtig for detailhandlen under ét. Således udgjorde omsætningen i december ca. 10 pct. af den årlige omsætning i både 2000 og 2014.
Hent som pdf
Kolofon
Julehandlens betydning for detailhandlen
Emnegruppe: Erhvervsliv
Udgivet: 18. december 2015 kl. 09:00
Nr. 2015:4
ISSN pdf: 2446-0354
Kontakt:
Søren Kühl Andersen
Telefon: 22 26 04 36