Gå til sidens indhold

Fravær

Beskrivelse

Danmarks Statistiks fraværsstatistik er en årlig statistik, der dækker hele den offentlige sektor og private virksomheder med mere end 9 fuldtidsbeskæftigede.


Fraværsstatistikken er en strukturstatistik, hvis formål er at belyse omfanget og udviklingen af fraværet samt at skabe et bedre grundlag for virksomhedernes og det offentliges fraværsindsats. Statistikken beskriver den arbejdsindsats, som bortfalder pga. fravær. Statistikken er en årlig opgørelse, som måler det aktuelle fravær, som forskellige grupper af lønmodtagere har haft i løbet af året. Fraværet omfatter egen sygdom, børns sygdom, barsels- og adoptionsorlov samt arbejdsulykke.


Hvert kvartal indhentes den statslige sektors fraværsoplysninger fra de statslige styrelser, institutioner mv. Fraværsoplysningerne leveres fra de statslige løn- og fraværssystemer. For kommunernes og regionernes vedkommende kommer data årligt via de kommunale og regionale løn- og fraværssystemer. Data fra kommuner og regioner indsamles i samarbejde med Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL). Fraværsdata for den private sektor er en stikprøve af virksomheder, som indsamles i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening og Finanssektorens Arbejdsgiverforening. Stikprøven er på ca. 2600 virksomheder med mere end 9 fuldtidsbeskæftigede, som ikke er i landbrug og fiskeri. Stikprøven dækker mellem 60 pct. og 70 pct. af fuldtidsansatte i alle private virksomheder med mere end 9 fuldtidsbeskæftigede. Data opsamles primært i virksomhedernes egne løn- og fraværssystemer eller Danmarks Statistiks regneark.


Statslige, kommunale og regionale institutioner, som ikke indberetter via statslige-, kommunale- eller regionale løn- og fraværssystemer, bliver bedt om at indberette direkte til Danmarks Statistik.


Til udarbejdelse af fraværsstatistikken benyttes dels de oplysninger om de enkelte lønmodtageres fravær, som indberettes til fraværsstatistikken, og dels nogle af de time-, dage- og personoplysninger, som indberettes til lønstatistikken.


Der foretages en kobling mellem lønstatistikken og fraværsstatistikken. Koblingen kan kun gennemføres, hvis personen findes i lønstatistikken, og hvis den indberettede fraværsperiode starter og slutter inden for ansættelsesforholdets varighed.


Informationerne om mulige arbejdstimer og dage samt fuldtidsansatte fra lønstatistikken bruges i beregningen af fraværsprocenten og det gennemsnitlige antal fraværsdagsværk pr. fuldtidsansat.


En del af indberetningerne fra private virksomheder og offentlige institutioner har ikke kunnet anvendes på grund af fejl i indberetningen, ligesom private virksomheder, der er ophørt eller startet i løbet af året, af indsamlingstekniske grunde normalt ikke er med. En del private virksomheder, der formelt set ikke er udtrukket i stikprøven, men har indberettet til statistikken medtages, hvis kvaliteten af data er god.



Variable

FRAVPERIODE Fraværsperiode
FRAVTIMER Fraværstimer
FRAVVAEGT Fraværsvægt
FRAVAARSAG Fraværsårsag
PRAETIMER_FRAV Præsteret timer i fraværsstatistikken