EU's nye told rammer lille del af dansk import
EU’s nye told, også kaldet straftold, rammer kun en lille del af den samlede vareimport fra USA. Whisky undtaget skotsk whisky samt spillekort er de toldbelagte varegrupper, hvor importen fra USA fylder relativt mest.
12. juli 2018 kl. 7:30
EU’s nye told på varer fra USA ville med handelen i 2017 som eksempel have omfattet 1,2 pct. af den samlede vareimport fra USA på i alt 16,0 mia. kr., viser tal, som Danmarks Statistik har sammensat med udgangspunkt i EU’s liste over varer, der siden 22. juni 2018 har været belagt med den nye told.
Danmark importerede i 2017 for 196 mio. kr. varer fra USA, som nu er belagt med den nye told. Danmarks import fra alle lande af de i alt 182 varekoder, som EU har belagt med ny told, var i alt 20,6 mia. kr. i 2017. Andelen af disse varer, der kom fra USA, var altså lige knap 1 pct. Der er dog forskel på, hvor meget varer fra USA udgør indenfor forskellige varegrupper.
Import af spillekort, whisky og makeup-artikler mest påvirket
Spillekort (herunder børnespillekort) fra USA udgjorde med 28,7 mio. kr. i 2017 næsten en fjerdel (24,5 pct.) af den samlede import af spillekort fra alle lande. Dermed er spillekort den varegruppe, EU har lagt ny told på, hvor importen fra USA fyldte mest i 2017.
Efter spillekort følger whisky undtaget skotsk whisky, som den varegruppe belagt med ny told med de relativt største andele af importen fra USA i 2017. Her udgjorde importen fra USA 19,1 mio. kr., hvilket svarer til 15,4 pct. af den samlede import af disse varer.
Også sminke, manicure- og pedicurepræparater er omfattet af den nye told. Andelen af importen af disse varer, som kom fra USA, udgjorde 10,6 pct. af den samlede import fra alle lande og havde en værdi af 38,3 mio. kr.
Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/kn8 og www.statistikbanken.dk/SITC2R4Y
Ser man i stedet på værdien af importen af de varer, som EU nu har lagt ny told på, er billedet lidt anderledes. Diverse metalvarer belagt med ny told, som kom fra USA, fyldte kun en lille del af den samlede import af disse metalvarer, men var den største gruppe målt i kroner og ører. Således importerede Danmark diverse metalvarer i form af bl.a. beholdere, skruer, møtrikker og gaskomfurer mv., der nu er belagt med ny told, for 70,2 mio. kr. i 2017. Sminke og mani- og pedicurepræparater samt spillekort var med henholdsvis 38,3 mio. kr. og 28,7 mio. kr. de to næststørste varegrupper.
Ikke al whisky er omfattet af den nye told
Danmarks import af whisky var i 2017 på 385,4 mio. kr., hvoraf de 19,6 mio. kr. kom fra USA. Her er tale om al whisky og ikke kun bourbon-whisky og anden ikke-skotsk whisky, der er blevet belagt med den nye told. Den højeste værdi af importeret whisky kom i 2017 fra Storbritannien - 162,8 mio. kr., mens der blev importeret for 203,0 mio. kr. fra andre lande.
Noget whisky – såvel som alle andre varer – kan dog godt komme fra USA og blive indfortoldet i et andet EU-land for herefter at blive sendt videre til Danmark. I det tilfælde vil der efter EU’s nye told, stadig komme told på disse varer, også selvom de ikke kommer direkte fra USA til Danmark. Ud fra Danmarks Statistiks nuværende kilder kan omfanget af dette ikke opgøres.
Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/KN8Y
Denne artikel er skrevet i samarbejde med fuldmægtig, Kirstine Sewohl, som kan kontaktes på 39 17 35 43 eller ksw@dst.dk.
Læs mere
Danmarks Statistik har for nylig opgjort vare- og tjenestebalancen overfor USA for både Danmark og EU.
Sådan har vi gjort
Opgørelsen i denne artikel omfatter de 182 KN8-varekoder, som EU har lagt ekstra told på fra USA. Varerne er samlet i de 16 SITC2-varegrupper, for at give overblik over, hvilke varer der rammes, da varerne ofte ligger spredt på flere varekoder. Navne på de 16 varegrupper i artiklen følger i nogen grad navngivningen af SITC2-varegrupperne, med undtagelse af de steder, hvor en mere præcis angivelse er mulig.
Opgørelsen i artiklen omfatter alene importen direkte fra USA. Nogle varer fra USA kommer til Danmark via et andet EU-land og bliver indfortoldet dér. Disse varer er også omfattet af den nye told, men varerne bliver registreret som import fra et andet EU-land i Danmarks Statistiks opgørelse. Ud fra de nuværende kilder er det ikke muligt at opgøre omfanget af varer, der afsendes fra USA og ender i Danmark, hvis de indfortoldes i et andet EU land undervejs.